cellegift

Behandling med kemoterapi er især effektiv ved blodkræft (leukæmi), aggressiv lymfekræft (lymfom), en ondartet svulst, der udgår fra moderkagen (choriokarcinom) og testikelkræft. Mange af disse kræftformer kan helbredes med cellegiftbehandling. Testikelkræft er et eksempel på en kræftform, hvor cellegift er effektivt. Tidligere døde ni ud af ti personer med testikelkræft med spredning (metastaser), men efter indførsel af behandling med cellegiftene bleomycin, etoposid og cisplatin (BEP) i 1977 bliver 95 % af personer med testikelkræft raske.

Cellegift kan også gives som tillægsbehandling til kirurgi ved fx brystkræft eller tyktarmskræft, hvilket betegnes adjuverende kemoterapi. Hensigten er at reducere risikoen for tilbagefald og kurere flere mennesker.

Cellegift har en udbredt anvendelse i symptomlindring af forskellige kræftformer og kan dermed give en værdifuld livsforlængelse hos nogle personer, selvom helbredelse ikke opnås.

Cellegift rammer både normale celler og kræftceller. For at øge virkningen på kræftceller og reducere virkningen på normale, raske celler benyttes ofte kombinationer af forskellige typer cellegift, ofte i relativt kortvarige kure med høje doser. Langsomt voksende kræftsvulster er sædvanligvis mindst påvirkelige af denne form for kræftbehandling.

Der anvendes flere forskellige typer cellegifte. Disse kan hovedsageligt inddeles i fire grupper efter deres virkningsmekanisme:

1. Stoffer med direkte virkning på DNA (alkylerende stoffer og platiner)

2. Stoffer med indirekte virkning på DNA (topoisomerasehæmmere og antimetabolitter)

3. Mitosehæmmere (vincaalkaloider og taxaner)

4. Øvrige

Visse former for leukæmi og lymfom kan behandles ved, at personens knoglemarv udryddes fuldstændigt. Dette kaldes knoglemarvstransplantation eller stamcelletransplantation. Alle knoglemarvsceller dræbes med strålebehandling eller cellegift. Ofte bruges alkylerende stoffer, etoposid og carboplatin. Herefter får personen tilført ny knoglemarv fra en egnet donor. Ved denne type behandling er doserne af cellegift meget høje. Dette betyder, at tidsperioden, hvor personen har lave niveauer af hvide blodceller og blodplader, bliver længere end ved almindelig cellegiftbehandling. Dermed er risikoen for alvorlige bivirkninger, i form af fx infektioner, også højere.

I visse tilfælde kan en person renses for sine ondartede leukæmiceller ved en immunologisk teknik og derefter få sit eget, kræftfrie blod transplanteret tilbage. Dette kaldes autolog transplantation med stamcellestøtte og forkortes ofte HMAS.

Bivirkninger er almindelige hos personer, der behandles med cellegift. Sværhedsgraden varierer stærkt fra person til person. Faktorer hos den enkelte person spiller ind, herunder almen tilstand, ernæringsstatus, alder og genetiske faktorer. Endvidere har de forskellige typer af cellegifte forskellige bivirkningsprofiler.

Cellegift virker på alle celler, der deler sig i kroppen. Dette gælder både kræftceller og raske celler. Celler, der er i hurtig deling, som kræftceller, er specielt sårbare og dør lettere af cellegiftbehandling end normale celler. Generelle bivirkninger er almindeligt for mange forskellige typer cellegift og skyldes, at lægemidlet påvirker eller dræber raske celler, der deler sig. Dette gælder fx hårtab, slimhindepåvirkning og knoglemarvspåvirkning.

I begyndelsen af 1940’erne var det kendt, at sennepsgas, som var blevet brugt som krigsgas under 1. verdenskrig, gav en kraftig hæmning af kroppens produktion af blodlegemer. Sennepsgassen hindrede knoglemarvens celler i at dele sig og danne nye hvide og røde blodlegemer. I samme årti begyndte forskere på Yale-universitetet i Connecticut i USA at udføre forsøg med forskellige derivater af sennepsgas. Tanken var, at sennepsgaslignende stoffer (antifolater) kunne bruges i behandlingen af leukæmi og lymfom, da disse udgår fra hvide blodlegemer, som deler sig hurtigt.

I 1942 blev den første kræftpatient behandlet med cellegift. Dette var en 48 år gammel mand fra New York, som havde fremskreden lymfom. Han fik intravenøs behandling med antifolatet mustin. Behandlingen gav en nærmest dramatisk bedring af sygdommen, men kun kortvarigt, og patienten døde efter nogle måneder. I Boston blev der nogle år senere også udført forsøg med antifolat hos børn med akut lymfatisk leukæmi (ALL). For første gang så man bedring hos disse børn, men også her var effekten desværre kortvarig.

I 1950’erne og 60’erne foregik intens forskning af cellegift som kræftbehandling. I begyndelsen blev behandlingen primært baseret på at give personen ét enkelt lægemiddel. I 1960’erne blev det for første gang observeret, at cellegift kunne kurere kræft hos personer med moderkagekræft (choriokarcinom), som blev behandlet med stoffet methotrexat. Efterhånden blev der udviklet behandlinger med kombinationer af forskellige typer cellegifte. Den første kombination kaldtes MOPPE (mustin, oncovin eller vincristin, procarbazin og prednison) til behandling af Hodgkins lymfom.

• kemoterapi
• kræftbehandling
• methotrexat