close
Image
Statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og finansminister Nicolai Wammen (S) under Folketingets afslutningsdebat den 31. maj 2023.
Byline: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Folketingets afslutningsdebat markerer afslutningen på det politiske år og finder sted før samlingens slutning i juni måned.

Det er en generel politisk debat i Folketinget, som traditionelt indledes med en forespørgsel til statsministeren fra alle partierne. Den har i de senere år lydt: "Hvad kan statsministeren oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation?".

I 2025 blev denne tradition brudt, idet fire partier til højre i salen havde rejst en anden forespørgsel med et mere politisk spørgsmål. De to forespørgsler blev behandlet samtidig.

Den årlige politiske status

Det brede spørgsmål giver plads til en årlig partipolitisk statusopgørelse. Taler og bemærkninger under debatten berører mange forskellige aktuelle emner, hvoraf nogle bestemte typisk går igen. Afslutningsdebatten afspejler på den måde de emner, som partierne synes er vigtige, og hvilken politisk retning, de ønsker.

Hvor Folketingets åbningsdebat ser frem mod lovgivningen i det nye folketingsår, så er afslutningsdebatten mere en statusopgørelse af, hvad der er opnået fra regeringen og Folketinget.

En mulighed for at holde regeringen ansvarlig

Image
Afslutningsdebat i Folketinget den 29. maj 2024. Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh (I) og Danmarksdemokraternes Inger Støjberg (Æ).
Byline: Jens Dresling/Ritzau Scanpix.

Afslutningsdebatten er demokratisk vigtig, fordi oppositionen i Folketinget kan holde regeringen ansvarlig.

Den generelle form giver både oppositions- og regeringspartier frirum til at vælge, hvad de gerne vil tale om. Det kan også bidrage til at skabe offentlig opmærksomhed om bestemte sager eller synspunkter.

Debatten indledes med en motivering, typisk fra ordføreren fra Folketingets største parti. Statsministeren holder derefter sin tale fulgt af taler fra partiernes politiske ordførere, som folketingsmedlemmerne kan komme med korte bemærkninger til.

Tradition for en lang debat

Afslutningsdebatten er ofte meget lang og bliver bl.a. forlænget i kraft af de mange partier i Folketinget samt løsgængere, som alle har mulighed for at få ordet. I 2024 tog debatten over 17 timer og blev først afsluttet midt om natten.

Statsministeren holder en afsluttende tale. Allersidst under afslutningsdebatten stemmes der om et eller flere forslag til vedtagelse, hvor forslaget fra partier i regering forventes at vinde.

Debatten afholdes enten i maj eller juni inden Folketingets sommerferie, men Folketingets møder slutter typisk først et par uger senere.

Formelt slutter samlingen først, når Folketinget atter åbner i oktober. I mellemtiden kan Folketinget indkaldes og bliver det normalt i september, når finanslovforslaget er blevet fremsat.

En forespørgselsdebat

Modsat Folketingets åbningsdebat er afslutningsdebatten ikke en følge af grundloven, men en forespørgsel.

Før 1979 afholdtes en lignende debat i forbindelse med den endelige behandling af finansloven eller tillægsbevillingsloven.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig