osteokondrom

Osteokondrom er den mest almindelige godartede knoglesvulst. Den opstår i barne- eller ungdomsårene hvor længdevæksten er størst.

Osteokondromet udvikler sig til en hård udvækst på skelettet, oftest på de lange rørknogler som lårbensknoglen, skinnebenet eller overarmsknoglen.

Den vokser ud fra metafysen, mellemstykket mellem skaftet og endestykket, i nærheden af knoglens normale vækstskive hvorfra længdevæksten styres. Oftest peger den i retning væk fra det nærmeste led. Den vokser videre i takt med skelettet forlængelse op til puberteten. Siden aftager væksten og højdevæksten ophører, når skelettet er fuldt udviklet, og det samme gør enkondromet.

Som regel er der kun ét enkelt osteokondrom. Der findes også en arvelig form (autosomal dominant), hvor patienten får talrige osteokondromer: multiple osteokondromer (MO), tidligere kaldet hereditære multiple eksostoser. Ved denne arvelige form ser man hos nogle få patienter udvikling af ondartet brusksvulst.

Osteokondromet består af en smal eller bred stilk, der udvider sig til en bredere og rundere, knopformet eller vifteformet ende. Stilken og enden består af knoglevæv, som er kontinuerligt med knoglen, som svulsten udgår fra. Både knoglemarven indeni og det ydre, kompakte knoglelag yderst (corticalis) fortsætter uafbrudt fra knoglen til osteokondromet. Det er et vigtigt tegn for at skelne osteokondrom fra andre typer knogleudvækster (eksostoser).

Overfladen på osteokondromet er dækket af en kappe af moden hyalin brusk. Tykkelsen på bruskappen kan variere fra knapt synlig til over to centimeter hos børn i vækst.

Osteokondromer giver som regel ingen symptomer og opdages tilfældigt. Det mest almindelige symptom er en smertefri knude. Pludseligt opståede smerter kan skyldes brud gennem stilken efter en ydre skade, som ved tackling i fodbold. Ellers kan smerter skyldes tryk på nerver og muskler, og størrelsen og volumen af osteokondromet kan give mekanisk forhindring ved bevægelser. Ved flere osteokondromer forekommer deformiteter og sammenvoksning af knogler, for eksempel i underbenet og underarmen.

En smertefri eller generende skeletknude på arme og ben udredes først med røntgenundersøgelse. Osteokondromer har et typisk udseende, og røntgen er nok til at stille diagnosen, og vævsprøve er ikke nødvendig.

Hvis patienten har gener og ønsker operation, er det i nogle tilfælde relevant med CT-scanning eller MR-scanning for at opnå bedre overblik over detaljer i anatomi ved planlægningen for operation. Ved flere osteokondromer og smerter i et bestemt område MR-skannes patienten.

De fleste osteokondromer kræver ingen behandling. Ved smerter eller nedsat funktion er behandlingen en operation, hvor osteokondromet afmejsles eller bortskæres (resektion).

• kondrosarkom
• brusksvulst
• knogler
• skelet