Knoglemarven er et af kroppens største organer og findes i knoglens indre marvhule, mellem de tynde knoglebjælker (trabekler) i knoglens svampesubstans (substantia spongiosa). Den består af bloddannende væv, fedt og bindevæv. Den findes i to former: rød marv, som domineres af blodlegemer og deres forstadier, og gul marv, som domineres af gule fedtceller.
Den røde knoglemarv er livsnødvendig for mennesker. Her findes de stamceller, hvorfra alle røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader dannes (via en række mellemstadier) samt nydannede hvide og røde blodceller. I fosteret findes de bloddannende celler først i blommesækken, senere i fostertilværelsen i leveren, milten og i stigende grad knoglemarven og efter fødslen udelukkende i knoglemarven.
Hos børn findes der rød knoglemarv i alle knogler, men under opvæksten erstattes den i mange knogler af gul marv, og hos den voksne findes den røde marv kun i kraniet, halsens og visse af kroppens knogler samt i den øvre ende af overarms- og lårbensknoglerne. Hvis der er brug for mange nye blodceller, fx efter et blodtab og ved visse blodsygdomme, kan den gule marv atter blive til rød marv og danne blodceller.
I det centrale skelet, herunder kraniet, nakken og ryghvirvlerne, hoftebenet, ribbenene og brystbenet, er knoglemarven rød, fordi den her har meget bloddannende væv. De røde blodceller i knoglemarven samt den rige forekomst af blodårer giver det røde udseende. Udbredelsen af rød knoglemarv i skelettet kan som tommelfingerregel beskrives som svarende til en gammeldags badedragt inklusiv badehætte, hvilket vil sige de kropsnære dele af ekstremitetsknoglerne.
Den røde knoglemarv er det vigtigste bloddannende organ. Stamcellerne findes her og giver ophav til produktion af blodceller (hæmatopoiesen). Omtrent en fjerdedel af cellerne udvikler sig til røde blodlegemer, resten til hvide blodceller (granulocytter, lymfocytter og monocytter) og blodplader.
De røde blodlegemer, granulocytterne og blodpladerne er klar til at fungere, når de frigives fra marven, mens lymfocytterne skal forbi sekundært lymfoidt væv i kroppen for at modnes yderligere. For lymfocytterne udgør knoglemarven og thymus de primære lymfoide organer, mens lymfeknuder, milt og lymfatisk væv i slimhinderne udgør sekundære lymfoide organer.
Knoglemarven er bygget op af tynde bindevævsfibre og blodkar i et netværk, i hvis masker det bloddannende væv findes. Det er karakteristisk, at der i områder tæt ved blodkarrene (såkaldte sinusoider) dannes røde blodlegemer, mens hvide blodlegemer dannes i områder, som ligger længere væk fra blodkarrene. De modne blodceller vandrer ud i blodbanen gennem sinusoidernes tynde, hullede væg (endothel). Sinusoiderne løber fra marvens periferi, hvor de modtager blod fra knoglens arterier, ind centralt i marvhulen. Her tømmer de sig i en stor central vene, som bringer de nydannede blodceller til kredsløbet.
Mellem blodcellerne i vævet ligger mange bindevævsceller, som er nødvendige for nydannelsen af blodceller dels via direkte kontakt til blodcellerne, dels via produktion af hormoner, der sammen med hormoner og andre signalstoffer, som kommer til marven med blodet, regulerer mængden og typen af nydannede blodceller i marven.
Først når blodcellerne er færdigudviklede, frigives de til blodet. De skal da passere blod-marv-barrieren, og dette sker ved, at de får antigener på overfladen, som binder dem til blodårevæggen (sinusoiderne) i knoglemarven, så de derefter kan komme videre ud i cirkulationen. Ved knoglemarvssygdomme kan barrieren brydes, og umodne celler slipper ud i blodet. Tilstanden kaldes leukoerytroblastisk blodbillede.
Tidligt i fosterlivet foregår hæmatopoiesen i leveren og i milten. Efterhånden som skelettet modnes, overtages hæmatopoiesen gradvist af knoglemarven. Hos små børn er hele knoglemarven rød og bloddannende, da hele rørknoglen indeholder svampet (spongiøs) knoglesubstans, i modsætning til hos voksne og ældre, som kun har spongiøs substans i ledenderne (epifyserne) af rørknoglerne. Med alderen aftager bloddannelsen i knoglemarven, og den bliver gradvist erstattet af fedt (gul knoglemarv) i rørknoglernes midterparti (diafyser). Mængden af rød knoglemarv kan dog øges igen, hvis kravet til produktion stiger.
Al blodkræft opstår i knoglemarven, herunder alle leukæmierne, de myeloproliferative sygdomme, myelodysplastisk syndrom og myelomatose. Nogle lymfekræftformer har også deres oprindelse i knoglemarven, fx hårcelleleukæmi og Waldenströms makroglobulinæmi.
Hvis knoglemarven udsættes for høje doser radioaktiv stråling, vil de bloddannende celler dø og erstattes af bindevæv, så den bloddannende funktion udslettes. Men for at det skal resultere i lave blodværdier, kræver det, at store områder af knoglemarven bestråles.
Aplastisk anæmi er en sjælden sygdom, hvor blodstamcellerne angribes af kroppens eget immunforsvar. Her vil den røde knoglemarv erstattes med gul knoglemarv, og knoglemarvssvigt vil opstå. Det fører til lave niveauer af røde og hvide blodceller i blodet samt blodplader. Tilstanden behandles med lægemidler, der dæmper T-cellerne, da det er disse, der står for angrebet mod stamcellerne.
Ved underernæring vil der tæres på knoglemarvsfedtet, som bliver erstattet med et gelatinøst materiale. Det vil igen kunne påvirke den røde knoglemarv, så der dannes færre blodceller end normalt. Dette forklarer, hvorfor det er normalt med lave værdier af røde og hvide blodceller ved anoreksi.
Ved mistanke om knoglemarvssygdom tages der en knoglemarvsprøve. Det er både muligt at suge den flydende knoglemarv ud eller tage en vævsprøve, også kaldet en biopsi. Sidstnævnte kræver en grovere nål og gøres oftest fra et udspring på bagerste hoftekam (spina iliaca posterior superior). For at suge flydende knoglemarv ud, kan det gøres fra brystbenet (manubrium eller corpus sterni). Procedurerne udføres under lokalbedøvelse. Når der suges flydende knoglemarv ud, vil personen ofte opleve en sugefornemmelse, og når der tages biopsi, vil der kunne mærkes et pres mod hoftekammen.
Knoglemarvsprøverne kan analyseres på mange måder, afhængigt af hvilken type knoglemarvssygdom, der mistænkes. Farvede knoglemarvsudstryg på objektglas analyseres i lysmikroskop af en hæmatolog, mens histologi af biopsi vurderes af en patolog. Flydende knoglemarv kan også analyseres med flowcytometri samt diverse cytogenetiske og molekylærgenetiske metoder.
Flydende knoglemarv har udseende og konsistens som blod med undtagelse af, at den indeholder synlige korn. Disse korn er knoglemarvsfragmenter med bloddannende væv, men indeholder normalt også noget fedt. Vurderingen af disse bruges til at bestemme celleindholdet i knoglemarven. Hvis alt fedtet er fortrængt i disse fragmenter, er det tegn på, at der foreligger en proliferativ knoglemarvssygdom, fx leukæmi. Hvis der kun er fedt i fragmenterne, er det tegn på, at knoglemarven er tom for bloddannende væv som ved aplastisk anæmi.
Flere knoglemarvssygdomme kan kureres med stamcelletransplantation. Tidligere var det mest almindeligt at gøre dette ved at tage flydende knoglemarv fra donorens hoftekam, som derefter blev givet som infusion intravenøst til patienten. Nu er det mere almindeligt at høste donor-stamcellerne fra blodet. Begrebet knoglemarvstransplantation er derfor erstattet af stamcelletransplantation.
Stamcellerne vil selv finde deres plads i knoglemarven, efter at de er infunderet intravenøst. De giver ophav til nye blodceller, som stammer fra donoren. For at det skal fungere, skal patienten først behandles med kemoterapi for at "rydde plads" i knoglemarven og for at forhindre afstødning af stamcellerne.
I enkelte tilfælde høstes stamcellerne stadig fra knoglemarven frem for blodet. Det gælder, hvis der ønskes at undgå transplantat-mod-vært-sygdom (engelsk graft-versus-host disease), fx ved godartede knoglemarvssygdomme eller hvor risikoen for tilbagefald af grundsygdommen anses som værende lille.
Præsident Donald Trumps særlige udsending for Grønland, Jeff Landry, er i Nuuk. Besøget sker i forbindelse med erhvervsmessen Future Greenland, der afholdes den 19.-20. maj.
Et lunt efterår, et koldt forår og en invasiv mide er årsag til markant færre honningbier end sædvanligt for årstiden.
Ebolavirus er en virus, der typisk forekommer i Afrika omkring ækvator. Den findes hos flagermus, som kan sprede smitte blandt mennesker, der ikke er immune.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.