close

Advent International er en amerikansk kapitalfond, der er blandt verdens største og har investeringer kloden rundt.

Kapitalfonden råder over en samlet kapital svarende til mere end 650 milliarder kr. (2025). Advent er stiftet i Boston i 1984 af finansmanden Peter Brooke (1929-2020).

Står bag store virksomhedssalg

Advent har investeret i flere danske teknologi- og industrivirksomheder siden årtusindskiftet, og har stået bag nogle af de største virksomhedshandeler i Danmark.

I 2025 solgte kapitalfonden den danske satelitvirksomhed Cobham Satcom, tidligere Thrane & Thrane, efter at have overtaget det britiske moderselskab Cobham i 2019. Køberen var den nordiske kapitalfond Solix Group.

I 2020 stod Advent for én af årets største danske virksomhedshandeler, da den solgte plastemballagekoncernen Faerch Group, det tidligere Færch Plast, til A.P. Møller Holding. Prisen var på 14 milliarder kr. Kapitalfonden havde købt virksomheden tre år tidligere.

Kritik af bonusaftale

Advent købte i 2014 betalingskoncernen Nets sammen med ATP og en anden global kæmpe blandt kapitalfonde, Bain Capital. Købet skabte debat om risikoen ved, at udenlandske kapitalfonde blev ejere af kritisk finansiel infrastruktur. Senere opstod der heftig kritik fra politisk side og fra den danske kapital-fondsorganisation, da Nets-ejerne havde udstyret Nets-ledelsen med den hidtil mest lukrative bonusaftale i Danmark i form af et aktie-program med mulighed for en gevinst på syv milliarder kr. Nets blev solgt i 2020.

It-koncernen KMD, det tidligere Kommunedata, har Advent ejet fra 2012 til 2019. Virksomheden blev solgt for otte milliarder kr.

Første gang Advent tiltrak sig opmærksomhed med en dansk investering var i 2000, da kapitalfonden sammen med tre andre investeringsselskaber købte finansmanden Klaus Riskær Pedersens internetvirksomhed Cybercity. Advent solgte Cybercity efter fem års ejerskab.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig