close
Image
De biseksuelles prideflag er designet af Michael Page i 1998.
Af /Library.LGBT.

Biseksualitet, betegner en seksuel og/eller romantisk tiltrækning, der kan rette sig mod mennesker af begge køn. En biseksuel person kan således have seksuelle og romantiske følelser for både kvinder og mænd, hvorimod en heteroseksuel person overvejende eller udelukkende er tiltrukket af mennesker af det andet køn. En homoseksuel person er overvejende eller udelukkende tiltrukket af personer af det samme køn som sig selv, mens en panseksuel person kan tiltrækkes af mennesker uden skelen til deres køn overhovedet.

Begrebet biseksualitet refererer oftest til en stabil og velforankret seksuel orientering eller seksuel identitet, men seksuelle og/eller romantiske følelser eller handlinger rettet mod både mænd og kvinder ses også blandt personer, der definerer sig selv som heteroseksuelle eller homoseksuelle.

Udbredelse

Ifølge de seneste opgørelser fra Danmark (befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS, som indsamlede sine første data 2017-2018) opfatter 2,2 % af 15-89-årige danskere sig som biseksuelle (mænd: 1,8 %; kvinder: 2,6 %). Tallene er dog aldersafhængige, og flere i de yngre end i de ældre generationer identificerer sig som biseksuelle. Dette er fx tilfældet for knap 7 % af 15-24-årige kvinder. Forekomsten af en biseksuel identitet er desuden markant hyppigere blandt transkønnede og kønsligt nonbinære personer end i baggrundsbefolkningen.

Kort historie

Som andre seksuelle identiteter er også biseksualitet et produkt af det sene 1800-tals seksualmedicinske systematiseringsiver (bl.a. understøttet af den tysk-østrigske psykiater Krafft-Ebing), og ligesom homoseksualitet blev biseksualitet længe betragtet som et udtryk for medfødt eller tidligt erhvervet sjælelig sygdom eller degeneration. Embryologiske studier af menneskefosterets ”bikønnede” anatomiske udgangspunkt ledte imidlertid også til forestillinger om, at biseksualitet var den udviklingsmæssige prototype, som først gennem opdragelse og socialisering blev modificeret til eksklusiv heteroseksualitet. Et sådant synspunkt genkendes bl.a. i Sigmund Freuds psykoanalyse.

I øvrigt fulgte biseksuelles historie i store træk homoseksuelles frem til 1970’erne, da bøsser og lesbiske kæmpede aktivistisk i hver deres grupper, hvilket på mange måder var til ulempe for biseksuelle personer. Ganske mange biseksuelle var en del af disse bevægelser, men de blev sjældent anerkendt på egne vilkår og ofte regnet for ”forvirrede” heteroseksuelle eller ”forvirrede” homoseksuelle. Historisk har man således set tegn på fordomme og ”bifobi” blandt både homoseksuelle og heteroseksuelle, hvilket har givet anledning til mange misopfattelser af biseksuelle: fx at de er ekstraordinært lystne og promiskuøse, hæmmede ”skabsbøsser” eller ”skabslesbiske” osv.

Kun få biseksuelle har gennem tiden organiseret sig i seksualpolitiske fællesskaber, men mange unge ser i dag deres seksuelle orientering som mere flydende og formbar end i tidligere generationer. I mange ungdomssegmenter er fordommene mod biseksuelle personer af samme grund på vej væk. Nogle yngre biseksuelle foretrækker at benytte den mere rummelige betegnelse queer om sig selv.

I 2002 blev biseksuelle optaget som målgruppe i LBL, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, i dag LGBT+ Danmark – Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Biseksuelles sundhed

Trods betydelige fremskridt for seksuelle minoriteter i Danmark, oplever biseksuelle mennesker fortsat diskrimination, mobning og vold som følge af deres seksuelle orientering. Dette er sandsynligvis en medvirkende årsag til den minoritetsstress, som verden over er dokumenteret blandt ikke mindst biseksuelle. Også i Danmark ses der en markant overrisiko for mental mistrivsel, selvskade, selvmord og psykisk sygdom blandt biseksuelle i sammenligning med baggrundsbefolkningen.

Læs mere i Lex

Kommentarer (1)

skrev Dag Heede

Jeg synes, det er vanskeligt i denne tekst at se forskel på biseksuelle og panseksuelle. Kan dette uddybes?

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig