close
Image

I Tranebjerg er der en bred vifte af cafeer, forretninger samt mindre og større virksomheder.

Gartner Jørgensen.
Image

En omfattende restaurering har ført Anton Rosens Hus tilbage til det oprindelige udseende ved hjælp af bygningsarkæologiske undersøgelser, Anton Rosens originale tegninger samt hans håndskrevne arbejdsbeskrivelser.

Anton Rosens Hus
Image
Tranebjerg Hovedgade.
Butiksgaden.

Tranebjerg er hovedbyen på Samsø og administrationscentret for Samsø Kommune. Byen har knap 850 indbyggere (2025).

Faktaboks

Etymologi

Den ældste kendte kilde til bynavnet stammer fra 1424, hvor den optræder som Tranberg. Senere former er Trandbierg (1530) og Traneberg (1844). Formentlig er navnet en sammensætning af fuglenavnet trane og bjerg, som tidligere betød 'bakke'.

Tranebjerg ligger centralt på Sydøen med håndværk, industri, detailhandel, hotel, restauranter, cafeer, skole og øens Sundheds- og Akuthus. Den nordlige del af byen har adskillige enkeltgårde og vidner om Tranebjergs fortid som landsby.

Samsø Museum er opbygget i 1917 som en kopi af en gammel gård fra Nordby. Øens turistkontor, Visit Samsø, er sammen med kommunale udstillingslokaler indrettet i den tidligere tekniske skole, Anton Rosens Hus, opført i år 1900 af Anton Rosen.

Anton Rosens Hus

Anton Rosens styrker som arkitekt ses tydeligt i hans arbejde, der viser personlige stil med en enkelthed, harmoni, udsmykning og symetri samtidig med en funktionel bygning både ude og inde.

I anledning af 125-års jubilæum for Anton Rosens Hus er et tidligere springvandsbassin fra omkring 1915 blevet genetableret foran bygningen. Den oprindelige skulptur i form af en svane og et drengebarn eksisterer stadig. Den nuværende skulptur er en nøjagtig kopi og blev indviet den 23. august i 2025. Fra svanens næb udspringer bassinets vand.

Tranebjerg Kirke

Tranebjerg Kirke er en stor gotisk teglstensbygning fra omkring år 1350 med senere om- og tilbygninger. Ved kirken står den eneste bevarede kirkelade på øen.

Kirken ligger godt 100 m øst for en borgkirke fra 1100-tallet, der betjente Gl. Brattingsborg. Borgkirken, der sandsynligvis var i brugt også efter borgens ødelæggelse, blev på et tidspunkt afløst af Tranebjerg Kirke.

Gl. Brattingsborg

Vest for Tranebjerg Kirke ligger voldstedet og borgbanken Gammel Brattingsborg. Ved arkæologiske udgravninger i 2008 blev der afslørede rester af en velbefæstet borg med to voldgrave fra 1100-1200-tallet. Her blev også fundet rester af muligvis den første kirke på Samsø samt flere skeletter fra fællesgrave.

Som ved de øvrige fire borganlæg på Samsø er der kun ganske få spor af Gl. Brattingsborg. Dog er her synlige tegn på en ydre og indre voldgrav, der viser sig som ringformede lavninger i det tilgroede område samt rester af en solid kampestensmur.

Med arkæologisk snit i jordbunden viser vertikale profiler, at der under overfladen ligger rester fundamenterne til både den gamle kirke og borgen.

Borgen har fungeret som kongeborg og var konens politiske og administrative hovedsæde på øen. Kongens ejendomsret og fx ret til at opkræve skatter fremgår af Kong Valdemars Jordebog.

Fundene antyder, at middelalderkrøniken Lundeårbogens oplysninger om Marsk Stigs angreb og ødelæggelse af borgen på Samsø i 1289 netop hentyder dette borganlæg.

Kirkeladen

Image
Vest for kirkeladen ved Tranebjerg Kirke ligger voldstedet Gl. Brattingsborg. Laden viser med sine takkede gavle og hvidkalkede mure, at den både har stået for magt og rigdom – og i dag udstråler udpræget ro.
Kirkeladen.

Foran kirken står kirkeladen, en hvidkalket bygning med kamtakkede gavle og rødt tegltag. Den er fra omkring 1350 og den eneste tilbageværende på Samsø. Tranebjerg Kirkeladen er en af de største og bedst bevarede kirkelader i Danmark og har tidligere tilhørt Brattingsborg Gods indtil 1960.

På stien mellem laden og selve kirken er der bevaret en færist, der skulle holde onde onder, spøgelser, kreaturer og grise væk fra kirkegården. I 1964 blev risten fredet i klasse A.

Under Englandskrigene blev Kirkeladen brugt til opbevaring af krudt og kugler og under Anden Verdenskrig til at skjule nedkastede våben. I dag bliver Kirkeladen brugt som depotrum for kirken.

Byens historie

Image
Ved siden af Samsø Museum ligger Museumshaven, der drives af frivillige.
Museumshaven.
Image
Julie Marstrands buste af Michael Blegvad står midt i den tidligere skolegård. I baggrunden ses realskolens gymnastiksal, der fungerede indtil 2012. Sandsynligvis bliver bygningen bevaret og restaureret som en del af byens kulturarv.
Michael Blegvad

I midten af 1800-tallet udviklede Tranebjerg sig fra en landsby til en købstadslignende by. Gårdene flyttede ud på landet, mens håndværkere og handlende slog sig ned i byen, der hurtigt fik fx farveri, telegrafstation, dommerkontor, trykkeri og maskinfabrik.

Michael Blegvad (1849-1917) stiftede med stor succes Samsø Realskole i 1885. Fire år senere blev skolen udvidet med en landskendt kostskole, og snart blev en ny gymnastiksal bygget. Foran gymnastiksalen blev der i 1917 rejst et af Samsøs mest betydningsfulde kunstværker: en buste af Michael Blegvad, skabt af hans svigerdatter, billedhuggeren Julie Marstrand.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig