close

Faktaboks

Sogn
Samsø Sogn
Provsti
Aarhus Domprovsti
Stift
Aarhus Stift
Kommune
Samsø Kommune
Image

Onsbjerg Kirke består af et skib fra midten af 1200-tallet, et kor fra omkring år 1400 samt en række gotiske tilbygninger i form af to våbenhuse i syd og nord og et tårn. Foto: 2012.

Onsbjerg Kirke
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Onsbjerg Kirke er en senromansk landsbykirke, som i lighed med andre kirker bygget i samme periode, har gennemgået flere ombygninger i sin eftertid – særligt i senmiddelalderen, hvor en del af kirkens tilbygninger kom til, og den oprindelige kirke blev ombygget. Til kirken hører et sjældent romansk krucifiks og dertilhørende sagn om dets ophav.

Kirken ligger i landsbyen OnsbjergSamsøs sydlige del.

Kirkebygning

Kirken består af et skib opført i midten af 1200’erne samt et kor fra omkring år 1400, som erstattede det ældre. Endnu senere i middelalderen, i gotisk tid, blev to våbenhuse i nord og syd, et tårn mod vest samt et sakristi opført – sidstnævnte er dog nedrevet i dag.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens taget er belagt med røde tegl.

Den romanske kirke

De ældste dele af kirken, skibet, er opført af munkesten, og er således et eksempel på et tidligt teglstensbyggeri, som ellers først bliver rigtig udbredt i den senere middelalder. Den romanske kirke er født med flade trælofter, og får først senere hvælv.

Om- og tilbygninger

Image
I midten af 1400-tallet blev en ny korbygning opført og der blev bygget hvælv ind i det senromanske skib. Kirkerummet står i dag hvidkalket med kalkmalerier fra slutningen af 1400-tallet. Foto: 2022.

Kirkens første store ombygning finder sted omkring år 1400, da en ny korbygning opføres. I midten af 1400-tallet forsynedes skibet med hvælv, og ikke længe efter bygges det nordre våbenhus. Flere af tilbygningerne har trappeformede kamtakker på gavlene med blændingsdekorationer i form af høje, murede nicher – typiske træk ved den gotiske kirkearkitektur.

Tårnet er fra første halvdel af 1500-tallet. Tårnrummet nederst forbindes med skibet via en spidsbuet åbning og overdækkes af et krydshvælv. Øverst er der to fladbuede glamhuller mod hver side, hvorfra klokkens klang kan undslippe.

Kalkmalerier i Onsbjerg Kirke

Image
I første fags østkappe er der malet et våbenskjold for Aarhus-biskoppen Jens Iversen Lange. Ved siden af våbenskjoldet er der bomærker, dvs. tegn som repræsenterer enkeltpersoner. Foto: 2015.
Af /Nationalmuseet.

Fra 1400-tallets slutning er der på de nyindbyggede hvælv malet en række våbenskjold, bomærker samt to indskrifter, bl.a. et våben for Aarhus-biskoppen Jens Iversen Lange. De forskellige indskrifter flankeres af borter bestående af bølgelinjer, som er typiske for tiden.

Inventar i Onsbjerg Kirke

Image

Mindetavlen er ophængt på nordvæggen i kirkens kor. I midten af tavlen er der et krucifiks, som er en kopi af et originalt krucifiks fra 1200-tallet. I dag er det originale krucifiks på Nationalmuseet. Krucifikset er sat i forbindelse til flere sagn. Foto: 2013.

Mindetavle i Onsbjerg Kirke
Af .

Inventaret i Onsbjerg Kirke er fra flere forskellige perioder af kirkens lange historie.

Inventar fra romansk tid

Kirkens romanske døbefont er udhugget af granit. Selve kummen står helt enkel og udekoreret, mens foden er prydet med udhuggede ansigter på hjørnerne.

På nordvæggen i koret, er en mindetavle med forgyldte indskrifter ophængt. I midten er et krucifiks. Krucifikset er en kopi efter den originale, som stammer fra 1200-tallet, og i dag er på Nationalmuseet, og som er af forgyldt og graveret bronze. Krucifikset er blevet sat i forbindelse til flere sagn. Det ene sagn lyder, at krucifikset efter sigende skulle være drevet i land med en strandvasker i 1596, og derefter fæstnet til mindetavlen. Det andet relaterer sig til sagnet om en hellig mand, der som den første kom til Samsø for at forkynde kristendommen, og havde krucifikset med sig da, og at krucifikset siden hen skulle have fundet vej til kirken.

Inventar fra renæssancen

Altertavlen med årstallet ’1596’ er opbygget omkring et storstykke med fire søjler og et topstykke med trekantgavl. På søjlerne ses relieffer af de fire evangelister, og i midten hænger et krucifiks af den korsfæstede Kristus. I topstykket er der et motiv af udskårne figurer, som forestiller en kombination af opstandelsen og Kristus, som træder døden og djævlen under fode.

Prædikestolen er fra 1610-1625. Den består af fem fag adskilt af søjler med kvindelige figurer, og i felterne ses figurer af evangelisterne Matthæus, Markus, Johannes og Lukas. Den ottekantede lydhimmel, som er baldakinen over prædikestolen, har halvmånespir øverst og stjerner på undersiden.

Gravminder

Kirken rummer en række såkaldte epitafier, dvs. mindetavler, ophængt forskellige steder. Som eksempel kan nævnes den, der er ophængt på nordvæggen i skibets andet fag. Den er bekostet af Maren Rasmusdatter over hendes husbond, Jens Clemmensøn, død i 1673. Øverst ses en udskåret figur af den opstandne Kristus, og midtfeltets maleri forestiller Kristus på korset mellem Maria og Johannes. Til siderne ses figurer af havfruer og over maleriet, instrumentspillende engle.

Til minde om et forlis med otte omkomne, er der i 1775 ophængt en mindetavle i form af et maleri med motiv af et oprørt hav, hvori tre skibe tumler rundt, og nederst ses en Neptun bevæbnet med trefork. Den er ophængt i tårnrummet.

I korets østgavl er der indmuret en romansk gravsten. På stenens øverste del er et indskriftfelt med ’Jesus’ indhugget. Derudover er der et reliefhugget processionskors omgivet af rosetter, blade og spiralornamenter samt øverst to fugle.

Kirken rummer desuden en række gravsten indsat forskellige steder – hovedsageligt fra 1600- og 1700-tallet.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig