lur

Alle lurer har en svungen form der fremstår som en kopi af dyrehorn. I den ene ende er det tragtformede mundstykke og i den anden ende et klangstykke. De er fundet i moser sammen med smykker og våben, antageligt som offer-gaver. Man ved intet om hvad man egentlig har brugt instrumenterne til – det har formodentlig været til religiøs eller ceremoniel brug.

Lurer fungerer ligesom messingblæseinstrumenter (læbeblæseinstrumenter). Ved at puste og "summe" med læberne i det tragtformede mundstykke kan man spille "naturtone-rækken", som man kender det fra et signalhorn eller fra et jagthorn, ca. 8–10 toner.

Man ved ikke hvad der har været spillet på lurerne eller hvor dygtige bronzealderens musikere været. Når 2 forskellige naturtoner spilles samtidig, dannes der dur- og moll-agtige samklange som harmonerer godt med vor tids musikopfattelse. Faktisk bygger den vesterlandske musik på naturtonerækken, så det kan være vanskeligt for os at forstille sig, at man slet ikke har spillet tostemmigt, – om ikke andet så ved en fejltagelse? Men bronzealderfolket har jo ikke nødvendigvis den samme opfattelse af musik som vi har? I Indien og i Kina findes der også "læbe-blæseinstrumenter", men traditionel indisk og kinesisk musik bygger slet ikke på naturtonerækken. Her spiller de 2 instrumenter enten unisont (altså det samme samtidigt), eller de skiftes til at spille.

De første seks lurer (altså tre par) blev fundet af bonden Ole Pedersen 1797 under tørvegravning i Brudevælte Mose nord for Lynge i Nordsjælland. Lurerne fandtes liggende to og to i en dybde af ca. 1,5 meter under tørven på, hvad Amtsforvalter Arentz i "blåler". At fundene er gjort på overgangen mellem "blåler" og tørv tyder på, at genstandene var blevet nedsænket i mosen, mens den stadig var en sø og før denne begyndte at gro til.

Lurerne findes afbildet på de såkaldte helleristninger – religiøse billeder, der blev indhugget i sten i bronzealderen. De er ikke ristet eller ridset, men hugget med en håndstor sten.

Betegnelsen "lur" er af nyere dato – den blev anvendt af arkæologer i begyndelsen af 1800-årene. Oprindeligt stammer udtrykket fra de islandske sagaer, hvori det hedder at "krigerne kaldtes til kamp med luren", – en betegnelse der således er ca. 1.500 år yngre end lurerne selv. Det var museumslederen Christian Jürgensen Thomsen, der i 1836 indførte betegnelsen "lur" i et museumskatalog.

I begyndelsen af 1900-tallet skabtes ideen om lurerne som dansk national-instrument, til dels gennem musikvidenskabmanden Angul Hammerich. De to musikere fra Det Kgl. Kapel Anton Hansen (kapelnummer 694) og August Petersen (kapelnummer 648) optrådte på lurer, endda på Nationalmuseets egne originale instrumenter, og i 1925 fik Angul Hammerich foranlediget en indspilning der udkom 1926. Der er siden foretaget adskillige indspilninger, både på de originale lurer fra Nationalmuseet og på kopier. Der er senere foretaget indspilninger på de originale lurer.

Ideen om et messingblæseinstrument som signalgiver optræder allerede i den nordiske mytologi. Guden Hejmdal har en fantastisk hørelse (han kan høre græsset gro!), og derfor optræder han som gudernes vagtmand. Han holder vagt for enden af regnbuen Bifrost og overvåger, at ingen udefra sniger sig ind i Gudeboligen Asgård. Når han skal slå alarm blæser han i "Gjallerhornet”.

Luren symboliserer i det såkaldte lurmærke et dansk kvalitetsprodukt. Især har det været brugt som logo på dansk smør, men også på danske mejeriprodukter generelt.