gibboner

Gibbonerne tilhører familien Hylobatidae. Sammen med de store menneskeaber og mennesket (familien Hominidae) udgør de overfamilien Hominoidea, en af de fire hovedgrupper af primater.

De inddeles i fire slægter: Hoolock (hoolocker), Hylobates, Nomascus (topgibboner) og Symphalangus (siamang).

Der findes følgende 20 arter af gibboner:

Gibbonerne er udbredt fra Bhutan og det nordøstlige Indien i vest over Thailand og Vietnam til Indonesien i sydøst.

Ligesom de øvrige menneskeaber mangler gibboner hale. I størrelse varierer de fra siamangen, som har en længde på 90 cm og en vægt på op til 8 kg, til de resterende arter, der er omkring 50 cm lange og vejer 5,5 kg. Hanner og hunner er lige store; hos nogle arter har de forskellig farve. Farverne varierer fra sort hos fx vestlig hoolock, over brun, rød og cremefarvet hos mørkhåndet gibbon, til grå hos javagibbon.

Hoolocker og topgibboner har en lille strubepose, mens siamangen har en stor strubepose. Arterne i slægten Hylobates mangler en strubepose.

Gibboner adskiller sig fra andre menneskeaber ved bl.a. deres mindre størrelse, hårde sædepuder og lange hjørnetænder. Som tilpasning til livet i træerne er de udstyret med meget lange arme. Adskillelsen mellem tommelfinger og håndflade går helt ned til håndleddet, hvorved gibbonerne får et godt greb om grenene. Gibboner tilbringer livet i træerne og bevæger sig omkring i armgang og evt. i spring. På tykke træstammer går de med armene bredt ud som balancestænger.

Føden består af modne frugter og unge blade.

Gibboner lever parvis eller i små familiegrupper med en eller to unger sammen med forældreparret. De opretholder et territorium, som er stort nok til at forsyne dem med modne frugter året rundt. Territoriet adviseres med høje sanglignende kald, der kan høres flere km væk. "Sangen" har også betydning for pardannelsen og parrets sammenhold. Hanner og hunner synger ofte duet i op til 15 minutter om dagen. Kun sort gibbon og javagibbon har ingen duet og synger kun i forbindelse med territorieforsvar. Siamangen har en særlig resonanspose under hagen; den pustes op som en blæsebælg i forbindelse med sangen.

Længerevarende studier af gibboners sociale liv har undergravet forestillingen om den livslange kernefamilie, hvor et forældrepar forsvarer unger og territorium mod gibboner udefra, mens voksent afkom bliver udstødt. Korttidsbilledet passer for det meste godt nok, og med de lange, skarpe hjørnetænder er gibboner endda i stand til at slå artsfæller ihjel. Der er dog adskillige eksempler på utroskab, partnerbytte, flerhans- og flerhunsgrupper (henholdsvis polyandri og polygyni) samt fredeligt samkvem mellem nabofamilier og overlap af territorier. Efter en skovbrand på Borneo i 1998 tillod flere forældrepar således deres uheldige voksne søn eller datter, som manglede føde i deres eget område, at vende tilbage til barndomsterritoriet med deres mager. Dog blev forældrenes forhold til det unge par mere anstrengt i takt med skovens genskabelse.

Hunnen føder en unge efter en drægtighed på 7-8 måneder. Hos siamangen overtager hannen opfostringen efter et år, og efter yderligere et par år er ungen uafhængig af forældrene.

• menneskeaber