Superfos

Virksomheden blev stiftet som Aktieselskabet Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik i 1892 af Leopold Damm (1841-1901). Han ville sætte gang i en dansk produktion af kunstgødning til landets altdominerende erhverv på det tidspunkt, landbruget. Den første fabrik blev anlagt i Kastrup. Senere blev Fredericia centrum for gødningsproduktionen.

Der gik ikke mange år, før virksomheden spredte sig over flere erhverv og markeder. Den gik bl.a. ind i international rederivirksomhed og i 1916 grundlagde virksomheden forsikringsselskabet Codan.

I 1920 kom selskabet ud i store økonomiske problemer, løb tør for likvider og var tæt på at krakke. Takket være nye kreditter fra bankforbindelserne, Landmandsbanken og Privatbanken lykkedes det at redde virksomheden. Men som en konsekvens af krisen blev aktiviteterne barberet og skåret til.

I 1950’erne begyndte et opkøb af grovvarevirksomheder. Det førte senere til, at grovvarehandel blev den største forretning i koncernen. I 1960’erne blev der opkøbt flere plastproducenter, og det udviklede sig til, at koncernen blev en stor producent af plastemballage.

Asfaltproduktion og fremstilling af glasuld til isolering var andre forretningsområder i den stadig mere vidtfavnende koncern.

I 1971 blev det knudrede firmanavn Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik erstattet af det mere mundrette Superfos. Navneskiftet blev et signal til, at der skulle sættes mere skub i virksomhedens vækst, både i Danmark og internationalt.

Superfos kastede sig i 1975 ud i et forsøg på at erobre konkurrenten på grovvaremarkedet, KFK. En erobring der under den daværende Superfos-topchef Palle Madsens (1923-1991) ledelse kunne gøre Superfos til den dominerende virksomhed i Danmark indenfor korn, foderstoffer og kunstgødning. Men planen mislykkedes. I stedet blev Superfos’ konkurrent på markedet for kunstgødning, Norsk Hydro, i dag Yara, storaktionær i KFK og den norske, kapitalstærke, statsejede virksomhed fik en markant indflydelse på det danske marked.

Flere fejlslagne erobringer fulgte. Superfos sprang ind i et storstilet projekt for at opføre et ammoniakværk i Brunsbüttel i Slesvig-Holsten, en investering der i 1975 svarede til halvdelen af virksomhedens egenkapital. Projektet førte imidlertid til store tab, og Superfos måtte i 1983 trække sig ud af det for at redde hvad reddes kunne.

Men dermed var det ikke slut med koncernens erobringer. I 1984 gennemførte Superfos under ledelse af koncernchef Jørgen Trygved (1937-2006) et køb af den amerikanske gødningskoncern Royster. En investering svarende til 1,2 milliarder kr., som gjorde Superfos til Danmarks største industrikoncern.

Men storheden varede ikke længe. Fire år senere måtte koncernen sælge det problemfyldte og stærkt tabsgivende Royster igen. Det skete med et stort tab, og nødtvunget for at den amerikanske dattervirksomhed ikke skulle trække den danske modervirksomhed med ned i et krak.

Superfos måtte skille sig af med de gødningsforretninger, der siden starten i 1892 havde været en hovedhjørnesten i virksomheden. Køber var finske Kemira. Den sidste del af aktierne i Superfos Gødning blev solgt i 1989.

Under ledelse af en ny koncernchef, Bent J. le Févre (1935 – 2024), fortsatte udsalget af virksomheder og en indskrænkning af koncernen.

I 1994 blev Superfos’ grovvareforretninger solgt til andelsselskabet DLG, der herefter overtog positionen som landet største grovvarevirksomhed. 20 år efter at Superfos havde forsøgt at tilkæmpe sig den position med overtagelsesforsøget på KFK.

Salgene fyldte pengekassen hos Superfos. Hvilket satte gang i en ny epoke, hvor koncernen forsøgte at skabe en ny fremtid med en ny koncernchef, Peter Højland (f. 1950).

Tilbage var der tre forretningsområder: fremstilling af asfalt, handel med kemikalier og produktion af plastemballage.

Men lige så sårbar Superfos havde været som fattig i 1980’erne, da fejlslagne erobringer drænede pengekassen, lige så sårbar blev koncernen som rig i 1990’erne.

En ny bølge var skyllet ind fra USA, shareholder value. Tidens aktionærkrav var, at pengene ikke skulle hobe sig op i virksomhederne. Pengene skulle ud til aktionærerne, hvis selskaberne ikke kunne sætte deres kapital i nye profitable, investeringer. Og konglomerater som Superfos med vidtforgrenede forretninger kom især i skudlinjen. Den nye bølge blev forstærket af, at nye ejere i form af kapitalfonde skød op og satte mange gamle selskaber under pres.

Selv om Superfos med en stærk soliditet op gennem 1990’erne satte gang i en række opkøb, så var det ikke nok til at dæmpe kritikken fra aktionærerne.

På en stille sommerdag i juli 1999 satte den internationale kapitalfond CVC gang i et opkøbsforsøg, der skulle blive begyndelsen på enden for Superfos som industrikoncern. Selv om CVC ikke lykkedes med overtagelsen, så udløste den flere købstilbud på Superfos.

Det endte med, at den amerikanske asfaltkoncern Ashland i efteråret 1999 købte Superfos for en pris på godt 6 mia. kr. eller næsten 50 procent mere end børsværdien nogle få måneder tidligere.

Ashland var dog kun interesseret i den største del af Superfos’ forretninger, asfaltaktiviteterne i USA, så resten af koncernen blev efter kort tid overladt til to svenske kapitalfonde, IK Partners og Ratos.

For de to kapitalfonde blev ejerskabet af Superfos’ sidste forretninger dog ikke nogen stor succes. Det tog dem 11 år at få forretningerne solgt, og afkastet blev pauvert i forhold til kapitalfondes sædvanlige afkastkrav.

Den sidste rest af Superfos, emballagevirksomheden Superfos Industries med 1300 medarbejdere og 9 produktionsanlæg rundt i Europa, blev solgt i 2010 til britiske RPC Group.

Siden er virksomheden blevet solgt flere gange. Først til amerikanske Berry. Og i 2025 til schweiziske Amcor, én af verdens største emballageproducenter.

Amcor har to emballagefabrikker i Danmark, i Randers hvor det tidligere Berry Superfos Randers (se regnskabsskema herunder), beskæftiger ca. 200 medarbejdere, og i Horsens hvor Amcor Flexibles Denmark har næsten 300 ansatte.

Superfos havde i løbet af koncernens historie en tæt tilknytning til de inderste cirkler af storindustrien i Danmark. Tre Superfos-direktører var formænd for Industrirådet, forløberen for Dansk Industri, og repræsenterede dermed industriens interesser overfor den politiske magt, centraladministrationen, og resten af samfundet. De tre formænd fra Superfos var Poul Frederik Wonsild i 1948-51, Hans Henrik Stevenius-Nielsen i 1952-56 og Bent J. le Fevre i 1989-1992.

Kilde: CVR og KM24

• Amcors hjemmeside