Kinas skovbrug

Siden 1949 har det kinesiske skovbrug oplevet en nærmest mirakuløs transformation fra primært at fokusere på at udpine en allerede presset skovressource frem til slut-1970’erne, hvor Kina begyndte at gennemføre nogle af verdens mest ambitiøse og transformative skovprogrammer for at reparere på fortidens synder.

Verdens hidtil største økologiske genoprettelsesinitiativ, “Korn for grøn [udvikling]”, har siden 1998 bidraget til at omlægge marginale landbrugsjorder – især på stejle skråninger og bjergsider – til skov og afgræsningsarealer.

Programmet udbetaler korn til de involverede bønder for at deltage i skovplantningen og som kompensation for mistede indtægter fra dyrehold, fordi afgræsning blev forbudt eller begrænset. Initiativet dækker 25 provinser og 41 millioner landbofamilier.

Den kinesiske ledelse har tillige gennemført et nationalt program for beskyttelse af skov, der forbyder skovhugst i naturlige skove, specielt i afvandingsområder langs de største floder.

I byerne plantes træer og skov som en del af byernes grønne omstilling. Beplantningen bidrager sammen med andre naturinitiativer til at absorbere de stigende regnmængder som skyldes klimaforandringerne og til at skabe bedre luftkvalitet.

Kina har i årtier haft en årlig skovplantningsdag, som inddrager borgere, samfundsaktører, uddannelsesinstitutioner og offentlige institutioner på tværs af hele landet. Programmet skaber samfundsopmærksomhed på person- og institutionsniveau omkring nødvendigheden og betydningen af skovplantning som økonomisk og miljømæssigt tiltag.

Skovprogrammerne har skullet løse mange udfordringer på en gang:

• Adressere Kinas miljøkrise gennem grønne tiltag.
• Begrænse erosion og forhindre oversvømmelser. Det kendteste indsatsområde er Løss-plateauet (huangtu gaoyuan) – et område på størrelse med Frankrig, som spreder sig omkring Huang He's (Den Gule Flods) midterste løb. Området er dækket af et op til 300-meter tykt lag løss-jord – en finkornet jordart som er frugtbar under gunstige dyrkningsbetingelser, men som også eroderes hurtigt og voldsomt af vind og vand, hvis jorden er ubeskyttet af vegetation.
• Begrænse ørkendannelse, især fra Kinas nordlige ørkner: I 2014 dækkede ørknerne i Kina 27,2 % af Kinas areal. Ørkendækningen faldt marginalt til 26,8 % i 2024.
• Genopbygge grundvandskamrene og tilvejebringe renere drikkevand.
• Forbedre biodiversitet og skabe bedre vækstbetingelser for truede arter.
• Skabe et mere bæredygtigt skovbrug med nye bæredygtige produkter.
• Skabe nye beskæftigelses- og indkomstmuligheder gennem tømmerhugst, integreret dyrkning af skov- og landbrugsprodukter og lignende.
• Levere energi til landhusholdningerne, som får ca. 40 % af deres energi fra afbrænding af træ.
• Adressere klimaforandringerne, blandt andet ved at bruge skovene til at absorbere CO₂ og vand.

Alt i alt har skovprogrammerne resulteret i, at skovarealet er vokset fra 8,6 % i 1949 til godt 25 % i 2024. Målet er, at mindst 30 % af Kinas areal skal være tilplantet med skov i 2050.

I perioden siden ca. 1980 er skovdriften stort set blevet privatiseret, typisk med småbrug som driftsenhed. Mens denne udvikling har bidraget til afhjælpning af fattigdom i Kinas fattigste egne, så er skovbruget en sektor, hvor afkastet primært høstes af efterfølgende generationer.

Der er derfor ringe interesse blandt småbønder for at investere i skovdrift uden om de statslige tilskud til skovplantning. Derfor er programmernes sociale og økonomiske bæredygtighed fortsat omtvistet.

På grund ejendomsstrukturen i skovbruget, er det svært at skalere skovbrugets virksomheder, så de kan blive mere profitable.

• Kina
• Kinas landbrug