El Greco

El Greco blev født i Candia, nutidens Iraklio på Kreta, hvor han blev uddannet i den byzantinske billedtradition. Omkring 1566 rejste han, som flere kretensiske ikonmalere til Venedig. Han arbejdede en tid i Tizians værksted, men blev senere mere tiltrukket af Tintorettos og Bassanos ekspressive manierisme. I 1570 tog han over Parma til Rom, hvor han malede et par portrætter, blandt andet af lægen Giovanni Battista Porta (ca. 1570-1575, Statens Museum for Kunst).

Om kunstneren forlod Rom på grund af kritik af Michelangelo, vides ikke med sikkerhed. Man ved heller ikke meget om, hvorvidt El Greco var ildeset i de toneangivende kredse i Rom. Man ved, at han rejste til Spanien, og at han fra 1577 var i Toledo, hvor han fik bestilling på højaltertavlen til San Domingo el Antiguo. Tavlen med de syv malerier, opbygget som en triumfbue, stod færdig i 1579 og betød en radikal fornyelse af den spanske religiøse billedtradition. Hovedbilledet med Marias himmelfart (Art Institute of Chicago) og Treenigheden (Museo Nacional del Prado, Madrid), der kroner tavlen, viser indflydelse fra såvel Tizian som Michelangelo.

I Spanien fremstår El Greco som en kontroversiel fortolker af religiøse emner, og senere kom han gang på gang i strid med bestillerne på grund af sin frie behandling af en ellers cementeret ikonografi. Den spanske konge Filip 2. afviste således en altertavle til slottet El Escorial, der fremstillede Den hellige Mauritius og den thebæiske legion (1580).

Til kirken San Tomé i Toledo udførte El Greco til gengæld fra 1586 til 1588 hovedværket Grev Orgaz' begravelse, der beskriver et under ved grevens gravlæggelse i 1323. Dette blev El Grecos kunstneriske gennembrud, og han etablerede snart et omfattende værksted for at klare den store efterspørgsel. Han udførte dog fortsat højst originale billeder, hvor hans interesse for den religiøse mysticisme fandt afløb i en ekspressiv malemåde.

Ved hjælp af et næsten fosforescerende lys, kolde farver, dybe skygger og ikke mindst forvrængninger i perspektiv og kropsproportioner opnåede han et dybt personligt, ofte næsten ekstatisk udtryk som fx i Kristus i Getsemane have (1590'erne, Toledo Museum of Art, Ohio).

Karakteristisk for El Grecos sene værker er de lange og slanke figurer med næsten dansende bevægelser som fx i Laokoon og hans sønner (1610-1614, National Gallery of Art, Washington).

El Greco udførte små modeller i gips og voks som forarbejder til nogle af sine oliebilleder. Han stod endvidere ofte for såvel de plastiske som de arkitektoniske detaljer i indfatningen af sine altermalerier.

• græsk billedkunst
• spansk billedkunst
• ikon
• manierisme