Både fuglevildt og hårvildt har en særlig placering i gastronomien. Det skyldes måske i nogen grad den respekt, der i gammel tid stod om jagten, og den festivitas, der var forbundet med den, da det bortset fra krybskytter mest var overklassen, der drev jagt. Den væsentligste grund er dog, at kød af vildt er mere aromatisk end kød fra tamdyr.
Alt vildt, der må skydes i Danmark, er yderst magert. Gråænder kan være en undtagelse, fordi en del af dem er opdrættet og udsat eller evt. har slået sig ned i søer, hvor de fodres (med byg); fedtet sidder dog udvendigt, selve kødet er magert. Det samme kan, om end sjældnere, opleves med fasaner.
Det meste kød af vildt er mørkt og tilberedes som andet kød, dog marineres hårvildt ofte. Fra et gastronomisk synspunkt bør vildt ikke steges for længe, da det er mest saftigt, når det er enten rosa eller kun lige akkurat gennemstegt. Det er en udbredt tro, at et stykke vildt helst skal være helt ungt, og at ældre dyr er seje og hårde. Hvis vildtet er i god stand og sundt, er gamle dyr imidlertid lige så møre og velsmagende som unge. Generelt er vildt, i modsætning til fx oksekød, ganske mørt, selvom det ikke har fået lov til at hænge og modne. Frem til midten af 1900-t. var det almindeligt, at fiskehandlerne, der solgte vildtet, lod det hænge en passende tid.
Efter ministerielle bekendtgørelser udstedt midt i 1990'erne skal alt vildt, som kommer i handelen, forhandles via de store engrosforretninger, hvor det bliver plukket eller flået, så snart det er inden for døren, og derefter straks ekspederet videre til detailhandlere og restauranter. Derved mistes meget af den aroma, som blev værdsat i gamle dage, når harer, fasaner og råvildt i det sene efterår ved temperaturer omkring frysepunktet fik lov til at hænge tre til fire, måske seks uger afhængigt af temperaturerne. Vildt med dén smagskarakter er i dag forbeholdt jægere, som selv behandler det, de har nedlagt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.