close
Image
Mitismarekat (Cercopithecus mitis) i Kakamega Forest Reserve, Kenya.
Marekatte
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Marekattene er en gruppe af afrikanske aber. De fleste er skovlevende, men savannemarekattene og husaraberne lever i åbne områder og færdes på jorden.

Faktaboks

Videnskabeligt navn

Cercopithecini (stamme)

Etymologi
Navnet kommer af middelnedertysk markatte, oprindelig 'kat, der er kommet over havet'.

Slægtskab og arter

Marekattene udgør stammen Cercopithecini, der sammen med stammen Papionini (bavianer, makakker m.fl.) udgør kindposeaberne (underfamilien Cercopithecinae) i østaberne (aberne i Afrika og Asien).

Der findes 35 arter af marekatte fordelt på følgende seks slægter:

Slægt Dansk navn Engelsk navn Arter
Allenopithecus Sumpabe Allen’s swamp monkey 1
Allochrocebus Bjergmarekatte Mountain monkeys 3
Cercopithecus Skovmarekatte Arboreal guenons 19
Chlorocebus Savannemarekatte Savanna monkeys 7
Erythrocebus Husaraber Patas monkeys 3
Miopithecus Dværgmarekatte Talapoin monkeys 2

Arten sydøstlig savannemarekat (Chlorocebus pygerythrus), også kendt som grøn marekat, er velkendt fra safariområder i Østafrika.

Skovmarekatten lesula (Cercopithecus lomamiensis) blev beskrevet fra Den Demokratiske Republik Congo i 2012.

Se artiklen aber (arter) for en komplet liste over arter af marekatte.

Beskrivelse

Marekatte er mellemstore aber, der varierer i størrelse fra 32 cm og 1,2 kg til 80 cm og 13 kg. Alle arter har en hale af kroppens længde eller længere. Pelsfarven er meget variabel, også inden for den enkelte art.

Udbredelse og levested

Image

Han af husaraben Erythrocebus patas i et træ. Af de tre arter af husaraber har den langt den største udbredelse og findes i det vestlige, centrale og østlige Afrika.

Marekatte
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Marekattene er udbredt i Afrika syd for Sahara. Savannemarekattene findes både på åben savanne og i åben skov. Husaraberne holder ligeledes til i åbent land, mens de øvrige arter alle lever i skov, gerne tæt på vand. Sumpaben (Allenopithecus nigroviridis), der først blev opdaget i 1907, opsøger gerne sumpede områder og kendes kun fra skovene omkring Congofloden. Hofteplettet monamarekat (Cercopithecus mona) holder ligeledes til i sumpede områder og regnes for den mest almindelige abe i mangrovesumpene omkring Nigerfloden.

Levevis

Marekatte er dagaktive og lever fortrinsvis af frugter, blade og græsfrø, men tager også insekter og mindre hvirveldyr. De færdes i flokke på 10-20 individer, men flokke på flere hundrede forekommer hos især savannemarekatte. Hos husaraber er der kun én voksen han pr. flok, mens de øvrige marekatte lever i flokke med flere hanner og 2-3 gange så mange hunner. Kernen i flokkene udgøres af hunner med unger. Hunnerne føder én unge, sjældent tvillinger, efter en drægtighed på 5-6 måneder. Hannerne forlader flokken, når de bliver kønsmodne, mens hunnerne normalt bliver i flokken.

Husaraber og savannemarekatte betragtes mange steder som skadedyr og jages, når de i store flokke invaderer kornmarker og frugtplantager. En del af skovarterne jages desuden for kødets skyld, og flere arter regnes for truede pga. træfældning i deres udbredelsesområde.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig