kvindehistorie

Kvinder havde naturligvis optrådt i historieskrivningen længe før kvindehistorien blev etableret som forskningsfelt. Dronninger, helgener, forfattere og andre fremtrædende kvinder kunne få en plads i historien, og der fandtes også ældre værker, der specifikt beskrev kvinders historie.

Den moderne kvindehistorie voksede imidlertid frem fra 1960'erne og især 1970'erne i tæt forbindelse med den nye kvindebevægelse og udviklingen af kvindeforskning. Feltet blev samtidig inspireret af socialhistorie, arbejderhistorie og andre former for "historie fra neden", som rettede opmærksomheden mod befolkningsgrupper og erfaringer, der havde fyldt mindre i den traditionelle politiske historie.

Et centralt udgangspunkt var, at kvinder havde været aktive deltagere i fortidens samfund, selv om de ofte fyldte meget lidt i den historieskrivning, der beskrev dem. Historieforskningen havde traditionelt lagt stor vægt på områder som stat, politik, krig, diplomati og formelle institutioner, hvor mænd historisk havde haft de fleste officielle positioner. Når disse områder samtidig blev opfattet som historiens vigtigste, kom mænd let til at fremstå som historiens centrale aktører.

Kvindehistorikerne begyndte derfor at undersøge kvinder i deres egne historiske sammenhænge. Et vigtigt spørgsmål var, hvordan historien ændrede sig, når kvinder blev behandlet som handlende historiske personer frem for primært som hustruer, mødre eller undtagelser fra en mandlig norm.

En tidlig ambition var at gøre kvinder synlige i historien. Historikere undersøgte blandt andet kvindelige arbejdere, politiske aktivister, fagforeningsmedlemmer, husmødre, tjenestepiger, jordemødre, lærere, forfattere og omsorgsarbejdere og dokumenterede kvinders deltagelse i områder, hvor deres betydning tidligere havde været overset.

Denne forskning handlede efterhånden også om mere end at føje kvinder til en allerede eksisterende historie. Når kvinders erfaringer blev undersøgt, kunne det blive nødvendigt at stille andre spørgsmål til fortiden og ændre selve forståelsen af historiske forandringer.

Den amerikanske historiker Joan Kelly viste eksempelvis i 1970'erne, hvordan den traditionelle periodisering af historien kunne bygge på mænds erfaringer. Hun spurgte berømt, om kvinder overhovedet havde haft en renæssance. Udviklinger, som historikere havde beskrevet som fremskridt eller frigørelse, kunne have haft andre konsekvenser for kvinder. Kvindehistorie kunne dermed udfordre de kategorier og perioder, som historikerne brugte til at organisere fortiden.

Det samme spørgsmål kunne rejses om fx industrialisering, demokratisering og opbygningen af moderne velfærdsstater. Kvinders erfaringer kunne både følge og bryde med de etablerede fortællinger om disse historiske processer. Kvindehistorien bidrog på den måde til at vise, at historiske forandringer kunne opleves forskelligt afhængigt af køn.

Kvindehistorien udvidede historiefagets genstandsfelt. Når forskere ville undersøge kvinders liv, blev områder som familie, husholdning, reproduktion, seksualitet, omsorg, fødsler og hverdagsliv centrale historiske spørgsmål.

Skellet mellem privat og offentlig fik særlig betydning. Meget af kvinders arbejde og sociale aktivitet var historisk foregået i hjemmet, familien, lokale fællesskaber eller andre sammenhænge, der ikke nødvendigvis efterlod samme type kilder som statslige institutioner, politiske organisationer og arbejdsmarkedet. Kvindehistorikere viste samtidig, at familien og husholdningen ikke kunne forstås som områder adskilt fra samfundets økonomiske og politiske udvikling.

Historien om arbejde blev fx udvidet, når ulønnet husarbejde, omsorg og reproduktion blev inddraget sammen med lønarbejde. Historien om politik kunne tilsvarende omfatte kvindeforeninger, sociale bevægelser, filantropi og andre former for offentlig aktivitet uden for parlamenter og politiske partier.

Kvindehistorien bidrog dermed til en bredere forståelse af, hvad der kunne være en historisk aktør, en historisk begivenhed og et historisk relevant samfundsområde.

Kvindehistorien rejste også metodiske spørgsmål om kilder og arkiver. Offentlige arkiver er i høj grad blevet skabt af institutioner som stat, kirke, retsvæsen, militær, virksomheder og politiske organisationer. Fordi mænd historisk har domineret mange af disse institutioner, kan deres aktiviteter være mere direkte dokumenteret i arkiverne.

Det betyder ikke, at kvinder er fraværende fra historiske kilder. De kan imidlertid optræde andre steder og på andre måder. Kvindehistorikere har derfor anvendt blandt andet breve, dagbøger, erindringer, retsprotokoller, folketællinger, kirkebøger, foreningsarkiver, aviser, fotografier, mundtlige erindringer og materielle genstande til at undersøge kvinders liv.

Samtidig kan kendte kilder læses med nye spørgsmål. Retsarkiver kan fx fortælle om kvinders økonomiske aktiviteter, seksualitet og familierelationer, selv om dokumenterne oprindeligt blev produceret af helt andre grunde. Fravær og tavshed i arkiverne kan dermed selv blive et historisk spørgsmål: Hvilke menneskers liv blev dokumenteret, hvem blev beskrevet af andre, og hvilke erfaringer blev ikke anset for værd at bevare?