kultur-evolutionisme

Kultur-evolutionisme er en historiefilosofisk teori, ifølge hvilken kulturudviklingen bevæger sig fra primitive stadier over mellemstadier til højerestående stadier som den europæiske civilisation.

Den første, der italesætter en ’kulturel evolution’, er formentlig den oldgræske historiker Thukydid, der anser ”barbari” for at være en tidlig historisk fase, som alle folkeslag gennemgår, før de kan udvikle sig til samme høje niveau som datidens grækere.

Ideen om den ’europæiske civilisation’ som udviklingens højdepunkt har sine rødder i kolonialismens retfærdiggørelse af europæeres erobring og udnyttelse af andre kulturer.

Kultur-evolutionistisk historiefilosofi

I 1800-tallet går kultur-evolutionisme ofte hånd i hånd med raceteorier. En illustration viser en påstået lighed mellem "irsk iberisk" og "neger"-træk i kontrast til den højere "anglo-teutoniske" race.

Kultur-evolutionistisk sammenligning af 'racer'

Af H. Strickland Constable (1899).

Licens: Public domain

Evolutionære kulturhistoriske ”stadier” forankres historiefilosofisk af Thomas Hobbes og i oplysningstiden af tænkere som Immanuel Kant og Gotthold Ephraim Lessing.

Kant og fornuften

Ifølge Kant er historien drevet af en ”skjult naturplan”, hvor fornuften løfter primitive folkeslag og tilbagestående kulturer fra ”dyriskhedens laveste til menneskehedens højeste niveau”.

Lessing om de oprindelige folk som børn

Ota Benga (1883-1916) fra mbuti-folket i Congo. Udstillet i et bur i Bronx Zoo sammen med en orangutan, afspejlende den kultur-evolutionistiske tanke, at han hører til en "laverestående race".

Ukendt fotograf (1906).

Licens: Public domain

Lessing anskuer religionerne i et udviklingshistorisk forløb, der paralleliseres med børneopdragelsen fra spæd og barn til ung og voksen. Nederst på rangstigen placeres de oprindelige folk, mens israelitterne er et eksempel på den kulturhistoriske ”barndoms” lidt højere niveau, om end ikke så ophøjet som kristendommen.

Hegel og den formålsbestemte udvikling

G.W.F. Hegel udfolder i 1822 den idé, at historiens udvikling både har plan og mål, styret af ”Verdensånden” (der Weltgeist), der virkeliggøres af ”store mænd”, fx Cæsar, Luther og Napoleon. Denne formålsbestemte historiske udvikling indebærer, at oprindelige folks ”vilde naturtilstand” må bukke under.

Edward Burnett Tylors kultur-evolutionisme

Hierarkisk fremstilling af menneskeracer fra *Cram's New Family Atlas of the World*, 3. udg. (1884)

Afbildning af "forskellige typer racer"

Af George F. Cram: 'Cram's New Family Atlas of the World', 3. udg. (1884).

Licens: Materialet er fri af ophavsret

I slutningen af det 19. århundrede fører den engelske antropolog Edward Burnett Tylor kultur-evolutionismen ind i nye akademiske fag som antropologi og religionsvidenskab, hvor den ofte er forbundet med raceteorier.

Tylor karakteriserer oprindelige folk som ”primitive” og ”laverestående racer” på ”det laveste kulturniveau”. Kulturhistorien bevæger sig overordnet set fremad, men der er ingen lovmæssigheder bag udviklingen, og kulturer kan både blive stående på lavere stadier og synke ned fra højere stadier.

Mange kulturer rummer ”levn” (survivals) fra tidligere, primitive stadier, f.eks. i landlige europæiske regioner, hvor overtro ifølge Tylor stadig er udbredt i det 19. århundrede.

Kritik af kultur-evolutionismen

Hierarkiseringen af folk og kulturer dominerer forståelsen af den kulturhistoriske udvikling blandt Vestens lærde i det 19. århundrede og begyndelsen af 1900-tallet, men der er også kritikere som f.eks. den danske religionshistoriker Vilhelm Grønbech og den amerikanske antropolog Franz Boas.

Grønbech pointerer fx, at animisme ikke er en ”sindsforvirring”, der hører til et lavt stadie, og anskuer ”hver kultur og religion som et hele, der har absolut værdi i sig selv”.

I midten af 1900-tallet er kultur-evolutionismen på retur i den lærde verden. Den franske antropolog Claude Lévi-Strauss fremhæver fx, at den sande biologiske evolution ikke har noget med raceteorier at gøre, og afviser at karakterisere kulturhistorens udvikling som trin på en opadgående trappe.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Animisme

Rune Engelbreth Larsen

Forfatter, cand.mag., Folkeuniversitetet i København