close
Image
På den nordlige del af Tajmyr ligger den uvejsomme bjergkæde Byrranga med dybe kløfter og floddale. Bjergene er dog forholdsvis lave, gennemsnitligt ca. 500 meter over havet. Det højeste punkt når 1146 meter.

Tajmyr er en halvø i det nordlige Sibirien mellem floderne Khatanga og Jenisej. Halvøen udgør Eurasiens nordligste fastland. Den dækker et areal på 400.000 km2 og består overvejende et lavt, fugtigt sletteland med lave bjerge mod nord. Klimaet er polart med tundravegetation og permafrost.

Dyrelivet omfatter bl.a. moskusokse og verdens største population af vilde rensdyr. Den krumnæbbede ryle (Calidris ferruginea), der er en regelmæssig trækgæst i Danmark, yngler her. I 2021 blev det påvist, at den uldhårede mammut levede på Tajmyr indtil for ca. 4000 år siden.

Befolkning

De få indbyggere på Tajmyr bor i spredte småbygder langs kysten og ved nogle af de mange floder. Den største bebyggelse er Dudinka med 19.300 indbyggere (2024). De fleste er russere; halvøens oprindelige etniske grupper er dels det tyrkiske folk dolganerne, dels samojeder som nganasan, nenetser og enetser; hertil kommer de tungusiske evenker.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig