gelada

Geladaen er den sidste overlevende af slægten Theropithecus, der engang var vidt udbredt i både Afrika, Sydeuropa, Mellemøsten og østpå til Indien.

Den tilhører stammen Papionini inden for kindposeaberne (Cercopithecinae) og østaberne (Cercopithecidae). Den er nærmest beslægtet med bavianerne (slægten Papio), de sorte mangabeyer (Lophocebus) og kipunjien (Rungwecebus kipunji).

Geladaen er en af verdens største egentlige aber. Hannerne vejer 20-30 kg og hunnerne 12-16 kg. Hannerne, der er væsentlig større end hunnerne, er kendetegnet ved at have et nøgent, timeglasformet, lyserødt brystmærke, en kraftig manke og nogle af de længste (4-5 cm) hjørnetænder blandt primater.

Geladaen lever først og fremmest af en vegetarisk kost. Nogle steder domineres føden af græs, andre steder har geladaen en mere alsidig plantekost, der også omfatter urter, rødder og rodknolde. Indimellem kan den også tage hvirvelløse dyr som insekter, men de udgør kun en ganske lille del af føden.

Geladaen tilbringer dagtimerne med at fouragere på alpine græsgange, men overnatter i sikkerhed på lodrette klippevægge.

Den lever i to slags grupper:

• familiegrupper, som består af 2-15 voksne hunner og deres afkom samt en familiehan og nogle gange en satellithan
• ungkarlegrupper med 2-15 hanner.

Adskillige grupper kan være organiseret i klaner, der deler et leveområde og kender hinanden. Klaner kan omfatte 30-250 individer. To eller flere klaner kan midlertidigt slå sig sammen i flokke på op til 1.200 individer; det er de største grupperinger af vilde primater, man kender noget sted i verden. Denne form for social organisation kaldes på engelsk for multilevel society, altså samfund med flere niveauer.

Familiehannernes brystmærke er intenst rødt, mens ungkarlenes er blegt lyserødt. Dermed afspejler farven af brystmærket hannernes status.

• østaber
• aber