close
Image
Dril-han fotograferet i Afi Mountains, Cross River, Nigeria.
Image
Portræt af en tidligere alfahan med stor manke. Jo mere dominerende en han er, jo mere intenst lyserød bliver hans hagestribe. Fra Afi Mountains, Nigeria.

Drillen er en stor afrikansk abe, som findes i Nigeria og Cameroun samt på Bioko Island i Ækvatorialguinea. Den forekommer i lavlandsregnskov, bjergskov og alpint græsland.

Faktaboks

Også kendt som

Mandrillus leucophaeus (videnskabeligt navn); drill (engelsk)

Den tilhører samme slægt som mandrillen, Mandrillus. Begge hører til stammen Papionini, der også omfatter bl.a. bavianer og makakker, inden for kindposeaberne (underfamilien Cercopithecinae) og østaberne (familien Cercopithecidae).

Udseende

Drillen er en af verdens største aber. Hannerne vejer 14,5-27 kg og hunnerne 6,5-12 kg. Hannerne har en nøgen lyserød hagestribe samt en stor, opsvulmet og meget farvestrålende bagdel; intensiteten af farverne af begge afspejler hannernes position i hierarkiet.

Levevis

Arten er altædende. Føden domineres af frugt og frø, men den æder også blade, blomster, kviste, urter, græs, rødder og svampe samt animalsk kost som insekter og deres larver, krabber, snegle, fugle- og krybdyræg, fisk, krybdyr, padder. Den kan endda æde små fugle og pattedyr. Driller fouragerer mest på jorden, men nogle individer søger også føde i træerne.

Drillen er social og lever i blandede flokke med talrige voksne hunner og deres afkom samt voksne hanner. En flok består typisk af 15-30 individer, men nogle gange slutter flere flokke sig samme og danner midlertidige grupper på op til 200 individer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig