close

Faktaboks

Signe Wenneberg
Født
12. april 1968, Roskilde
Image
Signe Wenneberg fotograferet på Tisvilde Strand i september 2017.
Signe Wenneberg i 2017.
Af /Ritzau/Scanpix.

Signe Wenneberg er en dansk politiker og medlem af Folketinget for partiet Alternativet. Hun er journalist, forfatter og foredragsholder, og med 173.000 følgere på platformen Instagram er hun en markant stemme i den offentlige debat.

Wenneberg har stiftet onlinemediet Den lille grønne avis, et klimamedie, der skriver om bæredygtighed og grøn omstilling. Herunder bevarelse af nedrivningstruede ejendomme, økologi, dyrevelfærd og biodiversitet.

Ved folketingsvalget 2026 var hun spidskandidat for Alternativet i Københavns Omegns Storkreds , hvor hun blev valgt med 3.349 personlige stemmer.

Politisk karriere

Signe Wenneberg stillede ved folketingsvalget i 2011 op for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds. Her opnåede hun 2.754 personlige stemmer, men fik ikke plads i Folketinget.

Kort før folketingsvalget 2026 meldte hun sig som kandidat for Alternativet. I en pressemeddelelse hed det bl.a.:


Jeg har brugt mange år på at råbe op udefra, når grundvand bliver forurenet, dyr ikke behandles ordentligt, og gode bygninger bulldozes. Nu vil jeg gerne prøve at tage ansvar et andet sted i systemet og være med til at skabe de løsninger, der mangler.

Alternativet var i flere meningsmålinger op til folketingsvalget tæt på spærregrænsen, og blandt politiske kommentatorer var vurderingen, at Signe Wennebergs kandidatur som kendt debattør ville være vigtig for partiet. Wenneberg endte med næstflest stemmer i Alternativets folketingsgruppe, kun overgået af partiets politiske leder, Franciska Rosenkilde.

Opvækst, uddannelse og job

Signe Wenneberg voksede op på en skovridergård ved Haslev på Sydsjælland. Hun har efter eget udsagn været miljø- og klimaaktivist siden 1987, da hun som 3.g’er på Haslev Gymnasium læste Brundtlandrapporten – opkaldt efter den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland – om klodens skrantende tilstand.

Hun er uddannet på Københavns Universitet, hvor hun i årene 1991-1997 læste retorik og kulturjournalistik. Wenneberg begyndte samtidig at skrive for Politiken, hvor hun fik job som skribent og anmelder på avisens kulturredaktion i 1992. Hun har desuden været vært på tv-programmer om havebrug og byggeri, ligesom hun gennem flere år har været klummeskribent på ugebladet Søndag, freelancejournalist og kommunikationsrådgiver.

Det grønne fokus

Medieforskeren Camilla Mehlsen fremhæver i bogen Hvordan er nyhedsinfluencerne en magtfaktor (2025) Signe Wenneberg som et dansk eksempel og beskriver, hvordan hun på Instagram formidler aktuelt indhold om klima og bæredygtighed til tusindvis af følgere.

I 2014 byggede Wenneberg verdens første FSC-certificerede hus, kendt som Brombærhuset, ved Tisvilde i Nordsjælland. Huset opførtes næsten udelukkende med brug af træ som materiale. Byggeprocessen blev fulgt i en række programmer på TV 2.

Wenneberg har været formand for Miljømærkenævnet og medlem af Det Etiske Råd i perioden 2013-2016. Blandt mange andre miljø- og klimaaktiviteter har hun siddet i bestyrelsen for Friland 2016-2022, der arbejder for at fremme dyrevelfærd og økologi i dansk landbrug, og stiftet dyrevelfærdsorganisationen Burhønsenes Befrielsesfront i 2011.

Udgivelser

Signe Wenneberg har skrevet en række bøger, herunder Hvad jeg ved om høns (2017), Byg bæredygtigt (2015), Altanen – din have i højden (2013) og Spis din have (2012).

Priser og udmærkelser

Signe Wenneberg modtog i 2025 Solidaritetsprisen fra Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur for sit fokus på bygningsbevarelse. I 2024 blev hun tildelt Verdensmålsprisen for sin formidling af hverdagsråd til grøn omstilling i Den lille grønne avis.

Læs mere i Lex

Eksternt link

Eksterne links

Kommentarer (2)

skrev Louise Kirk

Som læser føles det besynderligt at få præsenteret en uddannet retoriker og journalist som blogger og influencer?
Det må da være en ommer..

svarede Marie Bilde

Kære Louise Kirk
Tak for din kommentar. Artiklen er i dag blevet opdateret og gennemredigeret.
Venlig hilsen
Marie Bilde, redaktionschef.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig