close
Image
Rabat Medina
Af .
Image

Hassan Tårnet som er 44 m højt. Det skulle have været 60 m. Tårnet er omgivet af 360 søjler fra en moske som aldrig blev færdigbygget

.
Image
Broen fra Rabat til Sale over floden Oued Bou Regreg.
Af .
Image
Muren omkring Medinaen.
Af .

Rabat er hovedstaden i Marokko. Den ligger i den nordvestlige del af landet ved kysten til Atlanterhavet ca. 250 km. syd for Tanger på den nordligste spids af Marokko, og ca. 90 km. nord for Casablanca, som også ligger på atlanterhavskysten.

Faktaboks

Etymologi

Byens navn, Rabat, kommer fra det arabiske ord al-ribat. Det betyder at binde eller at tøjre – f.eks. en hest. Men ribat er også den arabiske betegnelse for en fæstning eller et fort, der samtidig var et islamisk lærdomscenter eller kloster. Dermed et sted, hvor man kunne tøjre sin hest og tage ophold.

Nord og øst for Rabat løber floden Oued Bou Regreg, der er ca. 240 km lang. Den har sit udspring i Mellematlas-bjergene i det centrale Marokko og munder ud i Atlanterhavet ved Rabat.

Rabat-Salé-Kenitra regionen

På den nordlige side af Oued Bou Regreg ligger byen Salé. Den blev grundlagt af fønikerne i 800-tallet f.v.t som en handelsstation og var igen i 1700- og 1800-tallet en vigtig handelshavn. Det var bl.a. her, den danske handelsflåde sejlede til. I dag er Rabat og Salé vokset sammen til ét sammenhængende storbyområde med Salé som forstad til Rabat. Lidt længere mod nord, ca. 40 km. fra Rabat, ligger havne- og industribyen Kenitra ved udmundingen af Sebou floden. De tre byer udgør i dag en samlet region.

Befolkning

Rabats befolkning blev i folketællingen i 2024 opgjort til 515.619 indbyggere. Der med er Rabat Marokkos syvende største by. Den største by er Casablanca. Salés befolkningstal blev opgjort til 945.101 indbyggere.

Jødisk samfund i Salé

Særligt i Salé har der historisk set været et særligt jødisk samfund. Jødiske familier og stammer kom til Marokko i den romerske periode fra ca. år 70. Men da det jødiske samfund i 1492 blev udvist i Andalusien og Spanien, rejste mange af familierne til Salé. Herved voksede den jødiske del af befolkningen både i Salé og i Marokko markant. Salé havde et særligt jødisk kvarter, kaldet mellah.

Jøden Samuel Sumbel (død 1782) var født i Salé og ud af en højtstående jødisk familie, der i sin tid netop var flygtet fra Andalusien i 1492. Han blev i 1757 den marokkanske konges vigtigste rådgiver. I 1760’erne organiserede han købmændene i Salé for at styrke byen som havneby og handlen med de europæiske søfartsnationer. Disse talte bl.a. Danmark. I 1753 indgik den danske kong Frederik 5. en fredstraktat med den marokkanske sultan, der skulle sikre, at de danske sømænd ikke blev taget til fange af Marokko, hvilket var almindelig praksis for alle søfartsnationer i Middelhavet på det tidspunkt. Senere bragte rejseaktivitet Samuel Sumbels søn Joseph Sumbel til bl.a. København.

Efter oprettelsen af Israel i 1948 rejste en del af de marokkanske jøder dertil, men Marokko har fortsat et betydeligt jødisk mindretal. I den ændring af den marokkanske grundlov, der blev gennemført i 2011 som følge af Det Arabiske Forår, blev det jødiske samfund anerkendt som en grundlæggende del af Marokko.

Økonomi, erhverv og sociale forhold

Rabat er en af Marokkos kongebyer og stedet, hvor den nuværende konge har sin residens. Den er landets politiske og administrative centrum og rummer flere uddannelses- og kulturinstitutioner, bl.a. Muhammad 5.-universitetet, Nationalbiblioteket og konservatorium for musik, dans og teater. Økonomisk står den dog noget i skyggen af den nærliggende og langt større by Casablanca.

Rabat er også et af Marokkos industrielle centre med bl.a. tekstil- og fødevareindustri foruden tæppevæverier og læderhåndværk

Kultur

I 2030 skal Rabat være en af værtsbyerne ved verdensmesterskaberne i herrefodbold. Marokko deler værtsskabet med Spanien og Portugal. I Rabat skal der spilles på Moulay Abdellah stadionet, der har plads til 69.500 tilskuere. Udover Rabat skal der spilles kampe i Agadir, Marrakesh, Casablanca og Tanger i Marokko.

Rabats historie

Selve Rabat blev anlagt i 1100-t. af almohaderne, og den udviklede sig til et vigtigt centrum for handel og håndværk. I 1600-t.s begyndelse var byen tilflugtssted for maurere, der var uddrevet af Spanien. Da Marokko i 1912 blev et fransk protektorat, blev Rabat det nye administrative centrum og protektoratets hovedstad. Som følge heraf voksede byen, og en helt ny, moderne by skabtes op ad den gamle arabiske.

Den gamle arabiske bydel, medinaen, ligger med sine snirklede gader og delvis omgivet af en gammel bymur. Den rummer bl.a. et gammelt jødisk kvarter, og mod NØ rejser oudaiaernes fort sig over floden. De nyere kvarterer breder sig mod syd og øst med bl.a. det kongelige palads fra 1950'erne.

Salés historie

Salé ligger på den nordlige side af floden Oued Bou Regreg.

På stedet lå også det romerske Sala.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig