Peter Handke

Peter Handkes baggrund er den østrigske provins. I årene 1961-1965 studerede han — uden afslutning — jura i Graz og sluttede sig til kunstnergruppen Forum Stadtpark.

Ved siden af sit forfatterskab har Handke haft et omfattende virke som oversætter, bl.a. af klassisk græsk litteratur og flere moderne franske forfattere til tysk.

Hans litterære provokationer (bl.a. Publikumsbeschimpfung, 1966) var velvalgte og åbnede vejen for et forfatterskab, der vendte sig "mod strømmen".

I modsætning til den herskende, politisk engagerede litteratur i efterkrigstiden insisterede han på, at den litterære erfaring skal opsøges i selve sproget, dets strukturer, mekanismer og sociale styringsfunktioner.

Eksperimenter med genrernes byggeelementer prægede hans tidlige produktion, men først med den mere traditionelle fortælling Die Angst des Tormanns beim Elfmeter (1970, da. Målmandens frygt for straffespark, 1971) fandt han et større publikum.

Uden at opgive sit analytiske udgangspunkt udvidede Peter Handke i 1970'erne og 1980'erne (med Adalbert Stifter, Franz Kafka, Johann Wolfgang Goethe, Martin Heidegger og Friedrich Nietzsche som forbilleder) sit litterære univers ved at knytte skriveproblematikken sammen med en eksistentiel søgen efter et holdepunkt i virkeligheden.

Første skridt var Wunschloses Unglück (1972), fulgt af Die Stunde der wahren Empfindung (1975), og i "tetralogien" Langsame Heimkehr (1979-1981) blev hans kredsen om en autentisk erfaring — tit i metafysisk ophøjet dagbogsform — central. Rent æstetisk formulerer han sin tilgang til omverdenen i essayet, inspireret af Cézannes værk, Die Lehre der Sainte-Victoire (1980).

Peter Handkes senere værker har karakter af formfuldendte visioner om en naturorden i en litterær "Ingenmandsbugt"; således i Mein Jahr in der Niemandsbucht (1994). I 1996 skabte Handke diskussion med bogen Eine winterliche Reise zu den Flüssen Donau, Save, Morawa und Drina oder Gerechtigkeit für Serbien, som med en nærmest upolitisk argumentation vendte sig mod den herskende tendens til alene at fordømme den serbiske side i den jugoslaviske borgerkrig.

Peter Handke har ført sit forfatterskab videre og udfolder sin helt særlige, søgende stil i den vældige rejse- og refleksionsbog Der Bildverlust (2002) og romanen Don Juan (erzählt von ihm selbst) (2004, dansk Don Juan (fortalt af ham selv, 2005)). Han har udgivet korte dagbogsnotater i bøgerne Gestern unterwegs (2005), Ein Jahr aus der Nacht gesprochen (2010) og Vor der Baumschattenwand nachts (2016) med stærke sansninger af omverdenen, erindringsfragmenter og indtryk fra kærlighedslivet.

I 2011 udkom fortællingen Der Große Fall (dansk Det Store Fald, 2016) om en kunstners oplevelsesvandring og møde med mennesker af alle slags og med sig selv. Fortællingen er typisk for Handkes kredsen om sin egen usikkerhed, "illegalitet", som han siger i dagbøgerne fra 2016, og udtrykker samtidig nødvendigheden af en konfrontation med virkeligheden.

• Gruppe 47
• Nobelprisen i litteratur