Louis Gurlitt uddannede sig som landskabsmaler. I Hamburg var han omkring 1826 elev hos maleren Günther Gensler (1803-1884). Hans landskabsstudier i Hamburg fortsatte i årene fra 1828 til 1832 hos maleren Siegfried Bendixen (1786-1864), hvor han ligesom det var tilfældet hos andre af Bendixens elever blev påvirket af hollandsk 1600-tals landskabsmaleri, først og fremmest Jacob van Ruisdael og Meindert Hobbema.
På opfordring af blandt andre den tyske landskabsmaler Christian Morgenstern rejste Gurlitt til Danmark. I årene fra 1832 til 1833 gik han på Kunstakademiet i København hos C.W. Eckersberg og J.L. Lund. Han modtog den lille sølvmedalje i 1833.
Han fulgte C.W. Eckersbergs opfordring til at studere naturen. Han tog derfor til Nordsjælland sammen med maleren Adolf Carl. Han rejste til Norge i 1832 inspireret af Christian Morgenstern og J.C. Dahl og var blandt de første, som fik øjnene op for den jyske natur.
Gurlitt blev påvirket af Christen Købke og Johan Thomas Lundbye, ligesom han selv synes at have haft betydning for Lundbye. Han blev ven med Wilhelm Marstrand, og de rejste sammen til Norge i 1835 og mødtes senere i Italien, hvor Gurlitt malede landskabsbaggrunde i Marstrands genrescener fra Ischia i 1846. Under italiensopholdet omgik han fortsat de danske malere, og han blev af skandinaverne udpeget til at varetage deres interesser i kunstnerfællesskabet med de tyske kunstnere.
I København havde Louis Gurlitt Christian 8.s bevågenhed og han solgte flere malerier til kongehuset. Men da Gurlitt af overbevisning støttede slesvig-holstenerne under den 1. Slesvigske Krig i årene fra 1848 til 1851, gled forbindelserne lidt efter lidt ud efter 1848, selvom han så sent som i 1854 boede hos Marstrand.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.