Danmarks billedkunst - nyklassicisme og guldalder

I 1738 blev det første danske kunstakademi oprettet under Christian 6. og fik flere udenlandske kunstnere som lærere, heriblandt den svenske portrætmaler Carl Gustaf Pilo, den tyske maler og arkitekt Carl Marcus Tuscher og den franske billedhugger Louis-Augustin Le Clerc. Den danske arkitekt Niels Eigtved blev i 1748 tilsynsførende for akademiet, og da Det Kongelige Danske Kunstakademi blev grundlagt i 1754 med hjemsted på Charlottenborg i København, blev Eigtved dets første direktør.

På Charlottenborg-akademiet blev den første generation af danskfødte kunstnere uddannet: malerne Nicolai Abildgaard, Jens Juel og Erik Pauelsen. Indtil 1770'erne var lærerne overvejende udenlandske, bl.a. billedhuggeren Jacques-Francois-Joseph Saly, der var akademiets direktør til 1771, og som skabte rytterstatuen af Frederik 5. til Amalienborg Slotsplads.

Blandt de danske professorer var billedhuggeren Johannes Wiedewelt, der fik sin uddannelse i Frankrig og Rom. Her blev han påvirket af den tyske kunstteoretiker Johann Joachim Winckelmann og introducerede dennes nyklassicistiske teorier i Danmark, både i sine egne skulpturer, der omfatter Christian 6.s og Frederik 5.s sarkofager i Roskilde Domkirke, og i bogen Tanker om Smagen udi Konsterne i Almindelighed fra 1762.

Akademieleverne konkurrerede om priser og medaljer, og med den store guldmedalje fulgte muligheden for et længere studieophold i Frankrig og Italien. For Nicolai Abildgaard blev studieårene i Rom i årene 1772-1776 af den største betydning. Her kunne han færdes blandt antikkens og renæssancens kunstværker og gøre bekendtskab med samtidens europæiske kunstnere, bl.a. Johan Tobias Sergel og Johann Heinrich Füssli.

Nicolai Abildgaards litterære og historiske kundskaber var større end nogen anden dansk billedkunstners. I hans maleri forenes den nyklassicistiske stræben efter ro og højhed med en præromantisk vildskab. Hans hovedværk, en serie fremstillinger af de oldenborgske kongers historie, brændte med Christiansborg Slot i 1794; men han har efterladt en lang række mindre malerier, bl.a. med motiver fra William Shakespeares, Ludvig Holbergs og antikke forfatteres værker.

Erik Pauelsen gjorde som den første det nationale landskabsmaleri til sit speciale og udførte dramatiske scenerier fra Norge under en rejse dertil i 1788. Også Jens Juel var en banebryder inden for det danske landskabsmaleri; men hans hovedfelt var portrætkunsten. Juel udførte med inspiration fra samtidens engelske og franske kunst en mere "naturlig" skildring af sine kongelige, adelige og storborgerlige bestillere, ligesom han ofte inddrog landskabet eller den landskabelige have i portrætterne.

Kort efter år 1800 uddannede den næste generation af kunstnere sig i Paris, hvor Napoleonstidens førende malere med Jacques-Louis David i spidsen blev deres forbilleder. Den tidligt afdøde maler Christian Gottlieb Kratzenstein Stub repræsenterede romantikken i dansk malerkunst, mens Johann Ludwig Lund fra Paris drog til Rom, hvor han kom under indflydelse af de tyske Nazarenere. Det blev dog Christoffer Wilhelm Eckersberg, der i særlig grad viderebragte de franske lærdomme til sine elever ved Kunstakademiet i København, hvor han blev professor i 1818.

C.W. Eckersberg arbejdede som de fleste af sine elever inden for næsten alle maleriets genrer: historiemaleri, portræt- og landskabskunst foruden marinemaleri. Akademiuddannelsens formål var først og fremmest at uddanne historiemalere, men landets økonomiske lavvande i 1813 gav ikke mulighed for at udfolde denne ophøjede genre i større målestok.

Portrætmaleriet var den mest pålidelige indtægtskilde, men også enkelte kirkelige opgaver fandt vej til Eckersberg og hans elever. Christian Frederik Hansens Christiansborg Slot fik større maleriudsmykninger af Eckersberg og J.L. Lund og skulpturfriser af Hermann Ernst Freund (Ragnarokfrisen, påbegyndt i 1825) og Herman Vilhelm Bissen.

Nordiske myter og sagn vandt indpas i billedkunsten i forbindelse med den nationale vækkelse i 1770'erne, og de blev behandlet af både Abildgaard og Erik Pauelsen. Senere udførte J.L. Lund, Kratzenstein Stub og Eckersberg malerier med nordiske emner til Kunstakademiet, mens Constantin Hansen og Lorenz Frølich kom til at beskæftige sig intensivt med de nordiske gudesagn og den danske historie.

Periodens mest berømte kunstner, Bertel Thorvaldsen, befattede sig ikke med den nordiske emnekreds, men hentede sit billedstof i antikken. Bosat i Rom i perioden 1797-1838 tilhørte Thorvaldsen som den første danske kunstner den europæiske kunsts historie. Hans enestående ry virkede som et incitament i hjemlandet, også efter hans død, bl.a. gennem det museum, der blev bygget i 1839-1848 i København for hans værker og samlinger.

Thorvaldsens gennembrudsværk, Jason (1802-1803), blev fulgt af en lang række andre figurer fra den antikke mytologi samt monumenter og gravmæler som rytterstatuen af fyrst Poniatowski i Warszawa og gravmælet for pave Pius 7. i Peterskirken i Rom.

For et stort europæisk klientel udførte han også talrige buster og portrætstatuer; i Danmark udsmykkede han i årene efter 1821 den nyopførte Vor Frue Kirke i København med fremstillinger af Jesus og de tolv apostle samt Dåbens engel. Omkring Thorvaldsen samledes unge kunstnere fra hele Europa, for hvem opholdet i Rom var det væsentligste element i deres kunstneriske uddannelse.

Den store stil i de klassiske værker i Italien satte grænser for den gryende realisme, som det ses hos malerne Constantin Hansen og Jørgen Roed.

En modsatrettet tendens repræsenterer Wilhelm Marstrand og Martinus Rørbye, der i 1830'erne indførte et anekdotisk genremaleri. Jørgen Sonne, Christen Dalsgaard og Frederik Vermehren skildrede i heroiseret form det danske fisker- og bondeliv, inspireret af kunsthistorikeren Niels Lauritz Høyen, der ligesom billedhuggeren H.E. Freund øvede stor indflydelse på de åndelige strømninger blandt de yngre billedkunstnere.

Et samlingspunkt var Freunds hjem i Materialgården i København, som han lod udsmykke i pompejansk stil og udstyre med antikinspirerede møbler. Denne interiørkunst videreudvikledes i monumental målestok i bl.a. Københavns Universitets forhal af Constantin Hansen, Herman Vilhelm Bissen og Georg Hilker.

Den bedst begavede af Eckersbergs elever var Christen Købke, hvis korte livsværk danner et af den danske kunsts højdepunkter. Købkes portrætter af den snævre familiekreds og de nære venner er renfærdige hverdagsskildringer, men han udviser også kompositionel og koloristisk dristighed, især i gengivelsen af kunstnerkammeraterne. Sine landskabsmotiver søgte han i byen Københavns umiddelbare nærhed, og med billederne af Frederiksborg Slot skabte han stemningsskildringer af et monument i dansk historie. I samtiden indtog Købke ikke nogen fremtrædende plads i lighed med den fremragende portrætmaler Christian Albrecht Jensen, hvis karriere og kunstneriske stræben blev modarbejdet af N.L. Høyen.

Tiåret før krigsudbruddet i 1848 domineres af det nationale landskabsmaleri, fra sjællandske egne hos Johan Thomas Lundbye og Peter Christian Skovgaard og fra jyske hos Dankvart Dreyer, Christen Dalsgaard og Martinus Rørbye.