trompet

Alle middelalderens messinginstrumenter er lige, men omkring år 1400 kom den epokegørende nyskabelse: Kunsten at kunne fremstille bøjede rør. Dette betød at trompeten ikke behøvede at være meget lang, men kunne sammenfoldes og være langt mere bekvem at betjene. Hvis man forsøger at hamre et rør i en bøjet facon bliver det let "krøllet". Nu fyldte man først røret op med bly (der har et lavere smeltepunkt end messing), og når blyet var størknet kunne røret hamres ud i den ønskede facon – uden at det krøllede sammen. Til sidst varmedes røret op, det smeltede bly løb ud, og så var det bøjede rør færdigt.

Trompetspil høres ofte med en dæmper der ændrer klangen.

Trompeten begyndte som naturtrompet, dvs. at den kun kunne spille naturtonerne. Trompeten sin første storhedstid som klingende magtsymbol for 1500-1700-tallets konger og fyrster og blev ellers brugt som signalinstrument hos militæret. For at sikre trompetens status som noget særligt for regenterne, var det i de fleste lande forbudt at spille på trompet eller at ansætte trompetister udenfor hoftrompeterkorpsene og militæret. Til at begynde med kunne man spille de første ca. 9 naturtoner. Senere udviklede man kunsten at spille endnu højere i registret (kaldt clarinblæsning). Den foretrukne stemning var D, og det er som en reminiscens af hoftrompetkorpsenes spil at danske symfoniorkestre altid spiller touche (hyldest fanfare) i D-dur! Lige siden har trompetens grundkarakter været et ”militær- og herre-instrument”, og dets mest karakteristiske udtryk har været signaler og fanfare.

I 1400 – 1500 fremkom træktrompeten der kunne spille flere toner.

I 1700-tallet begyndte trompetister at spille sammen med andre musikere udenfor hoftrompetisternes rækker, og i baroktiden blev der skrevet mange virtuose orkesterstemmer og solokoncerter for trompet.

I slutningen af 1700-tallet gik clarinblæsningens kunst på retur og trompeten fik en mere tilbagetrukket rolle i symfoniorkestret. På denne tid forsøgte man at udfylde hullerne mellem naturtonerne ved at kunne forkorte instrumentet ved hjælp at et klapsystem på klaptrompeten.

Fra ca.1815 blev trompeten forsynet med det nye ventilsystem der bygger på at gøre instrumentet længere ved at indsætte forlængerbøjler, og trompeten blev nu fuldt kromatisk. Da trompeten fik ventiler blev den bygget både med drejeventiler og pumpeventiler. Fra da af fik trompeten nu også mere lyriske passager i orkestermusikken. Trompeten blev en fast integreret del af de mange blæseorkestre der kom frem i 1800-tallet.

I 1800-tallet fik en særlig engelsk udgave af træktrompeten en vis udbredelse i England.

Den foretrukne stemning var nu F, men kravet om at kunne spille højere i registret gjorde at Bb-stemningen efterhånden blev den foretrukne. I 1800 -tallet fremkom flere koniske (tragtformede) trompetlignende instrumenter: Den blødt klingende cornet, og det endnu mereblødt klingende flügelhorn. Richard Wagner indførte bastrompeten i Nibelungens Ring 1848. Fra at bruge 2 trompeter i orkestret begyndte man ind i mellem også at skrive for 3- eller 4 trompeter. Til brug i operaen Aida fik Verdi bygget en trompet der så ud som en naturtrompet, Aida trompeten.

Til signalgivning gik man ofte fra trompeten til det koniske signalhorn eller buglehorn.

Trompeten indgik i de tidligste jazzorkestre fra ca.1900, og har været med i jazzen lige siden. I jazzens store orkester, big bandet, er der normalt 4 trompetstemmer.

I det 20. århundrede har opblomstringen af barokmusikken betydet at trompeter blev bygget i højere stemninger, i D, i F og den helt lille piccolotrompet i A eller Bb.