International ret er i de fleste stater betegnelsen for det, som i de skandinaviske lande og Tyskland normalt betegnes folkeret. Det vil sige de internationale regler, der bl.a. regulerer forholdet mellem stater. Folkeretten stilles ofte i modsætning til national ret, der regulerer forholdet for borgerne i den enkelte stat.
Begrebet international strafferet anvendes som betegnelse for den del af folkeretten, der omhandler bl.a. internationale forbrydelser og deres strafforfølgning ved internationale domstole. Begrebet anvendes også om den del af den nationale strafferet, som vedrører landets strafferetlige jurisdiktion.
Folkeret må adskilles fra international privatret og international procesret. Disse regler omhandler nationale myndigheders internationale kompetence, lovvalg samt anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i privatretlige sager, hvori der indgår fremmede elementer. Den enkelte stat fastsætter selv regler herom. Der er med andre ord – trods betegnelsen – tale om national ret.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.