Skønt indbyggertallet er næsten tidoblet siden 1950, er Nevada tyndtbefolket. Cirka to tredjedele af befolkningen er koncentreret i storbyen Las Vegas i sydøst, resten hovedsagelig i Reno og Carson City i vest (1999).
Den hastige byvækst skyldes bl.a. en omsiggribende turisme, der tog sin begyndelse efter nye love fra 1931, der legaliserede hasardspil og indeholdt liberale bestemmelser for vielser, skilsmisser, spiritusbevillinger og prostitution. I dag (1999) kommer størstedelen af statens indtægter fra spillekasinoer og turisme; øvrige indtægter kommer bl.a. fra forbundsmyndighederne, som med anlæggelse af militærbaser og atomprøvesprængningsområdet Nevada Test Site har været en vigtig drivkraft i udviklingen efter 2. Verdenskrig.
Ligesom minedriften har landbruget mistet betydning, selvom både kvæg- og fåreavl samt udbyttet af foderafgrøder og grøntsager er vokset i takt med brugen af kunstvanding. Industrien er især lokaliseret i Las Vegas-forstaden Henderson, som har en stor produktion af kemikalier foruden metallurgisk industri, baseret på lokale malme (kobber, jern, mangan m.m.). Andre mineprodukter er guld og kviksølv. Ca. 10% af arealet er opdyrket eller udlagt til græsning, mens 85% ejes og administreres af forbundsstaten (indianerreservater, militærområder, naturparker, skove) (1999).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.