close

Faktaboks

Gary Player
Født
1. november 1935, Johannesburg, Sydafrika
Nationalitet
sydafrikaner

Gary Player er en forhenværende professionel golfspiller, der i sin karriere vandt i alt 9 major-titler. Han optrådte som regel i sort tøj og blev derfor kendt som "Den Sorte Ridder".

Den første internationale spiller

Image
Gary Player. Foto fra 2008.

Gary Player var måske den første "internationale" golfspiller. Fra sit hjem i Sydafrika var han tvunget til at rejse ud for at spille, og det gjorde han i stort omfang. Det anslås, at Player har rejst mere end 25 millioner kilometer i sin karriere, som strakte sig over mere end fire årtier, og hvor han vandt turneringer over hele kloden.

Opvækst

Gary Player blev født i Johannesburg den 1. november 1935. Han var kun 8 år, da hans mor døde af kræft, og det har præget ham hele livet. Gary måtte efter moderens død lære at klare sig selv, da hans far arbejdede i guldminerne i op til 14 timer om dagen. Han oparbejdede derved en rutine og en disciplin, som han har holdt ved lige siden.

Gary Players karriere

Gary Player blev professionel som 17-årig i 1953, og to år senere begyndte han at vinde de første af sine mere end 150 turneringssejre rundtomkring i verden. Allerede den anden sejr i 1955 var ved de egyptiske hulspilsmesterskaber. Hans landsmand Bobby Locke (1917-1987) havde allerede nogle år inden vist vejen ved at tage til USA og spille enkelte turneringer på PGA Touren, men Player skruede endnu mere op for rejseaktiviteterne. Hans far satte sig i gæld for at finansiere sønnens første tur til Storbritannien, og ved sit første besøg i Saint Andrews i Skotland sov Player på stranden, fordi han ikke ville bruge penge på et hotel.

Den første major

Image
Gary Player poserer med vindertrofæet efter at have vundet The Open for første gang i 1959.
Gary Player
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Gary Player fortsatte med at vinde og med at rejse. I 1957 vandt han endda de australske PGA-mesterskaber, og i 1959 kom den første af ni majors. Det var (British) The Open på Muirfield-banen, og det var dengang, hvor spillerne ikke blev sendt ud i score-rækkefølge, så Player, der havde spillet sine to sidste runder tidligt på dagen, måtte vente i mange timer på at finde ud af, hvor langt hans score rakte. "De længste timer i mit liv", kaldte han det. Han var sikker på, at han havde smidt sejren væk med en dum dobbelt bogey (to slag over par) på sidste hul, men som tiden gik, var der stadig ingen, der kom ind med en bedre score.

Masters

Faktisk skulle præcis samme scenarie gentage sig, da Player som den første ikke-amerikaner vandt Masters i 1961. Arnold Palmer kunne med en par på sidste hul vinde endnu en grøn jakke, som er præmien i US Masters, men i stedet lavede han en meget uventet dobbelt bogey. Det var Players første sejr i USA, og han fik efterfølgende ry for at være heldig – især blandt de nordamerikanske golffans. Gary Player vandt sjældent sine turneringer, mente mange amerikanere. Det var de andre, der tabte dem. Da Player på amerikansk tv nogle år senere blev konfronteret med dette, sagde han blot: "Det er sjovt, men jo mere jeg træner – jo heldigere bliver jeg".

Grand Slam

Året efter fulgte en sejr i US PGA Championship, og tre år senere igen – i 1965 – sejrede han også i US Open. Dermed blev han den kun tredje spiller i historien, der havde vundet alle de fire moderne majors. I 1939 havde Bobby Jones vundet det, som man dengang kaldte The Grand Slam. Men på daværende tidspunkt regnede man The Amateur Championship og US Amateur blandt de fire største mesterskaber sammen med The Open (British Open) og US Open. I takt med at professionel golf vandt frem, blev det efterhånden US PGA Championship og US Masters, der overtog pladserne for de to amatørmesterskaber. Kun Gene Sarazen og Ben Hogan havde nogensinde vundet alle de fire moderne majors. Senere er det kun lykkedes for Jack Nicklaus og Tiger Woods.

De tre store

Image
Tre af golfsportens helt store spillere: Arnold Palmer, Jack Nicklaus og Gary Player.

Sammen med Arnold Palmer og Jack Nicklaus udgjorde Gary Player nu "The Big Three" i professionel golf. Sammenligningen med "The Great Triumvirate" – Harry Vardon, James Braid (1870-1950) og John Henry Taylor (1871-1963), der totalt dominerede golfsporten i starten af 1900-tallet – var oplagt. Men nu kunne den slags bruges i markedsføringen, og de tre blev blandt mange andre ting meget populære i en tv-serie, hvor de rejste jorden rundt og spillede mod hinanden. Der går mange historier om misundelse og rivalisering mellem de tre herrer, men udadtil fastholdt de deres venskab, og det var da også stadig The Big Three, der i mange år ’åbnede ballet’ på Augusta National med de første drives ved US Masters.

Gary Players sejre

  • Masters 1961, 1974 og 1978
  • US Open 1965
  • British Open 1959, 1968, 1974
  • US PGA Championship: 1962, 1972
  • I alt: 9 majors (nr. 4 på all time-listen)
  • 24 sejre på PGA Touren – 19 på Champions Tour
  • I alt: 163 sejre over hele verden

Problemer med apartheid

Mange apartheidmodstandere har gennem tiderne rettet deres vrede mod Gary Player, som de så som en repræsentant for det forhadte styre i Sydafrika. Indtil flere gange har han endda måttet spille med politibeskyttelse, og han fastholder, at han nok havde vundet mindst én major mere, hvis ikke han var blevet forstyrret af folk, der ville protestere mod apartheidregimet. Han kunne muligvis have vundet endnu flere store turneringer i USA, hvis han havde bosat sig der, men han blev ved med at rejse frem og tilbage, dels fordi han havde familie i Sydafrika, dels fordi han – med sine egne ord – følte sig som afrikaner. Desuden fastholder Player, at han i mange år har kæmpet de sortes sag, at han har sponsoreret flere sorte spilleres karriere, og at han blandt meget andet har været med til at starte en tour for sorte spillere. Han grundlagde desuden The Player Foundation, som støtter uddannelse for Sydafrikas mindre privilegerede befolkningsgrupper, og som har bygget Blair Atholl-skolerne i Johannesburg med plads til mere end 500 elever.

Den Sorte Ridder

Image
Gary Player i 2007.
Gary Player
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Gary Player skuffede mange fans, da han på et tidspunkt afslørede, hvorfor han altid klædte sig i sort og derfor var blevet kendt som ’Den Sorte Ridder’. Mange havde tillagt det noget symbolsk, men forklaringen var en ganske anden. Player havde som barn set en del cowboyfilm, og her var helten ofte klædt i sort, hvilket havde inspireret ham. Senere opkaldte Player flere af sine kommercielle forretninger efter dette tilnavn. ’Black Knight Enterprises’ er dog i dag blevet afløst af det mere neutrale ’Player Group’.

Presidents Cup

Tre gange har Gary Player haft rollen som kaptajn for det internationale hold ved Presidents Cup. Alle tre gange stod han over for sin gamle ven Jack Nicklaus, og det blev amerikanerne, der trak sig sejrrigt ud af de to opgør. Men i 2003, da der blev spillet i Sydafrika, endte matcherne lige, og da det under omspillet til sidst blev for mørkt til at fortsætte, blev de to kaptajner enige om erklære det hele uafgjort.

Karriere som designer

Gary Player er de seneste 20-30 år også blevet kendt som en endog meget dygtig golfbanedesigner. Det startede med nogle få baner i Sydafrika, hvoraf Leopard Creek og Gary Player Country Club er de mest kendte, og han er oppe på mere end 200 baner spredt over hele verden.

Rekorder

Gary Players imponerende fysik er medvirkende til, at han har et par bemærkelsesværdige rekorder. F.eks. er han den eneste spiller nogensinde, der har vundet (British) The Open i tre forskellige årtier. Han har også rekorden som den spiller, der har spillet Masters flest gange. Da han spillede sin sidste runde i 2009, var det hans 52. Masters. Han åbner stadig Masters hvert år sammen med Jack Nicklaus. De to slår åbningsslagene ved en lille ceremoni torsdag morgen og sætter dermed gang i turneringen.

Priser

I 2000 vandt Gary Palmer en afstemning som ’Århundredets Sportsmand’ i Sydafrika, og i 2021 blev han tildelt the ’Presidential Medal of Freedom’ af Donald Trump.

Da man i 1974 startede World Golf Hall of Fame i Florida, blev Gary Player valgt ind som en af de største legender. Med sine ni major-sejre er han kun overgået af Jack Nicklaus, Tiger Woods og Walter Hagen. Hans 163 professionelle sejre rundtomkring i verden (inklusive seniormesterskaber) er der næppe nogen, der nogensinde kommer til at slå.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig