close

Faerch, det tidligere Færch Plast, er Danmarks største emballageproducent. Koncernen med hovedsæde i Holstebro er ejet af A.P. Møller Holding og indgår i A.P. Møller Gruppen.

Faerch fremstiller emballage til fødevarer i syv europæiske lande samt i USA og Israel. Omsætningen er på godt 9 mia. kr. (2024) og der er mere end 5.000 medarbejdere.

Det begyndte med tobak

Virksomheden blev stiftet i 1969 af Jørgen Færch (1925-1997), efter at Færch-familien havde trukket sig ud af tobaksproduktion.

Siden tobaksfabrikant Rasmus Færch (1841-1911) grundlagde R. Færchs Fabriker i 1869, havde familien Færch gennem generationer opbygget sin tobaksvirksomhed til at være den største virksomhed i Holstebro. Men efter at have dannet Skandinavisk Tobakskompagni ved en fusion med C.W. Obels og Chr. Augustinus' tobaksvirksomheder i 1961, skiftede Færch til en ny industri og etablerede virksomheden Færch Plast.

Kapitalfonde tog over

Færch Plast fik i 1990'erne udvidet eksporten til Storbritannien. I dag er Storbritannien og Irland fortsat koncernens største eksportmarkeder. Én af de store kunder er dagligvarekæden Tesco.

I 2014 blev Færch Plast solgt til én af verdens store kapitalfonde, EQT, som er knyttet til det svenske industri- og finansdynasti, Wallenberg. Kapitalfonden købte virksomheden for ca. to milliarder kr., for så knap tre år senere at sælge den videre til en anden stor, global kapitalfond, amerikanske Advent for en pris, der vurderes til at ligge på op mod syv milliarder kr.

Under EQTs ejerskab var Færch Plast ekspanderet med opkøb af store emballageproducenter og fabrikker i England og Spanien. Opkøbene af europæiske emballagevirksomheder fortsatte med Advent som ejer.

Solgt til Mærsk for 14 milliarder kr.

Kort før julen 2020 meddelte A.P. Møller Holding, at selskabet overtog Færch Plast-koncernen. Prisen for den stærkt ekspanderende Holstebro-virksomhed var angiveligt på 14 milliarder kr.

Flere opkøb fulgte, bl.a. med overtagelsen af en virksomhed i USA, der banede vejen til det amerikanske marked for fødevare-emballage.

Bred vifte af emballage

Under navnet Faerch fremstiller virksomheden emballage til kunder som f.eks. slagterier, detailkæder, flyselskaber. Én af de store danske kunder er slagterikoncernen Danish Crown.

Emballagebakker til opbevaring og transport af fersk kød eller til færdigretter, emballage til mejeriprodukter, som f.eks. yoghurt-bægre, det er nogle af de produkter, som Faerch producerer.

Første kvinde i chefstolen

Pernille Lind Olesen (f. 1974) har siden 2025 været koncernchef for Faerch. Hun er den femte topchef for virksomheden siden starten i 1969 og den første kvinde på posten. Pernille Lind Olesen har haft internationale ledende stillinger hos den tyske kemikoncern Henkel og danske malingproducent Hempel.

Faerchs bestyrelsesformand siden 2021 er Henrik Poulsen (f. 1967), senior rådgiver hos A.P. Møller Holding, bestyrelsesformand for Carlsberg og tidligere topchef for Ørsted.

Faerchs hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig