sepsis

Ældre og spædbørn er i øget risiko for at udvikle sepsis i forbindelse med en infektion. Det er også personer med kroniske organsygdomme, personer med nedsat immunforsvar og nyligt opererede. Det er formentlig en sammenstilling af flere uheldige forhold, der leder til den øgede risiko for sepsis. Disse indbefatter en uhensigtsmæssig påvirkning af det medfødte immunforsvar og af koagulationskaskaden, reduceret funktion af det erhvervede immunsystem, øget tilbøjelighed til skade af celler i karvæggen og cellernes evne til at lave energi, og i forvejen reduceret organfunktion.

Tidligere mente man, at en overstimulation af det medfødte immunforsvar var den primære årsag til sepsis, men forsøg på medicinsk af dæmpe denne reaktion har ikke en gavnlig effekt på forløbet af sepsis, og derfor er man gået bort fra denne teori.

Septisk shock er en alvorlig tilstand, hvor sepsis er kompliceret med et akut cirkulationssvigt, hvor kroppens blodforsyning er utilstrækkelig til at møde cellernes og organernes behov. Patienter med sepsis, og som fortsat har lavt blodtryk trods væskebehandling over få timer, har septisk shock. Septisk shock er forbundet med større risiko for død end sepsis alene.

Det anbefales at bruge vurderingsskalaerne quickSOFA (qSOFA) eller NEWS, når sepsis mistænkes. Ved qSOFA-kriterierne skal patienten have en infektion og opfylde mindst 2 af følgende 3 kriterier:

• respirationsfrekvens ≥ 22/minut
• ændret mental status
• systolisk blodtryk ≤ 100 mmHg

Patienter, der er mistænkt for sepsis, skal så udredes for mere præcist for, om der er tegn til begyndende svigt af et eller flere organer.

Det systemiske inflammatoriske responssyndrom (SIRS) blev tidligere anvendt i diagnosticeringen af sepsis, men er ikke længere inkluderet i definitionen, da SIRS ikke altid er forårsaget af infektion.

Der laves flere forskellige laboratorieundersøgelser af patientens blodprøve, hvor CRP, hvide blodlegemer, SR, kreatinin, glukose, laktat med flere undersøges.

Før opstart af behandling med antibiotika tages blodkulturer, hvilket er, at bakterier dyrkes fra patientens blod, da bakterier eller andre mikroorganismer nogle gange kan komme over i blodet. Det er så væsentligt at finde infektionsårsagen (agens), og for at fastslå hvilke antibiotika, der er virksomme ud fra en resistensbestemmelse.

Andre undersøgelser, som røntgenundersøgelser, foretages også næsten altid.

Antibiotika gives så tidligt som muligt i sygdomsforløbet, helst efter at blodkulturer og andre mikrobielle prøver er taget. Der anvendes typisk en kombinationen af et smalspektret betalaktamantibiotikum og aminoglykosid.

Antibiotikabehandlingen kan løbende justeres for at være mest effektivt mod de bakterier, som er udgangspunkt for infektionen. Eksempelvis vil sepsis med bakterier fra urinvejene kræve en anden antibiotikabehandling end sepsis, der udgår fra infektion i tarmkanalen. Inden at der foreligger svar på laboratorieprøverne (blodkulturer og resistensbestemmelse), opstartes behandlingen ud fra en erfaringsmæssig antagelse, og efter laboratoriesvarene er den ansvarlige mikrobe med sikkerhed identificeret, og antibiotikaregimet vil så ofte blive justeret.

Eksempler på forskellige organstøttende tiltag, der stabiliserer tilstanden og som er en essentiel del af behandlingen er:

• Tilførsel af væske (krystalloider) for at forbedre blodcirkulation og blodtryk.
• Lægemidler i form af vasopressorer for at øge blodtrykket og for at få en tilfredsstillende cirkulation i nyrer og andre organer.
• Iltbehandling og ofte respiratorbehandling for at forbedre respirationen.
• Indgivelse af glukose (intravenøst) for at undgå lavt blodsukker (hypoglykæmi).
• Behandling med kortikosteroider ved septisk shock.

I nogle tilfælde behandles (saneres) infektionens primærfokus, fx ved en kirurgisk tømning af en byld, hvis bylden er det sandsynlige udgangspunkt for bakterierne i blodet.