kaguanger

Kaguangerne placeres både i deres egen familie (Cynocephalidae) og egen orden (Dermoptera). De betragtes som søstergruppe til primaterne.

De har også været kendt som flyvende lemurer, men navnet er upassende, da de ikke er primater og ikke flyver, men bevæger sig i glideflugt.

Der findes to arter af kaguanger:

Sundakaguangen har en forholdsvis stor udbredelse i Sydøstasien fra Vietnam og Laos i nord til Borneo, Sumatra og Java i syd. Filippinsk kaguang lever i den sydlige halvdel af Filippinerne.

Kaguanger hører hjemme i tropisk regnskov, men kan også bevæge sig ind i naboliggende plantager og haver med frugttræer.

Sundakaguangen vejer 1,2-1,7 kg, mens filippinsk kaguang vejer 1-1,5 kg. Hoved-og-kropslængden er 34-42 cm. Hunnerne er i gennemsnit større end hannerne, hvilket man mener, kan skyldes, at de skal kunne "svæve" med deres unger og derfor har brug for en større svævehud. Halen er kort, blot 2-3 centimeter lang.

Kaguanger har spidse, krogede kløer, som de hænger i, når de hviler sig på en træstamme eller under grene i forbindelse med fouragering. Kløerne gør dem i stand til at klatre og hænge selv på lodrette træer med glat bark.

Ørerne er små, men øjnene er store og giver dem et godt nattesyn. Øjnene er fremadpegende som hos primater, hvilket giver kaguangerne et binokulært syn. Et binokulært syn opstår, når de to øjnes synsfelter overlapper; i det overlappende synsfelt har dyr med binokulært syn en præcis vurdering af afstand. Det gør kaguangerne brug af under deres glideflugt og landing.

Glideflugt ved hjælp af svævehud er opstået talrige gange blandt pattedyr; det ses også hos flyveegern, anomalurer (skælhaleegern) og svævepossummer (pungdyr). Kaguanger har den mest avancerede svævehud af alle svævende pattedyr. Den strækker sig helt til deres fingre, tæer, hals og halespids. Kaguangerne er de eneste svævende pattedyr, der har svævehud selv mellem fingrene og tæerne.

Resultatet er en nærmest kvadratisk "faldskærm" op til 70 cm bred, som gør kaguangerne i stand til i glideflugt at "svæve" så langt som 150 meter fra træ til træ. De bruger glideflugt til at komme rundt i skoven og, hvis de skal slippe fra en fjende.

Kaguanger bruger lang tid dagligt på at rengøre flyvehuden for at holde den i god stand, hvilket er afgørende for deres overlevelse. Deres særlige, fremadrettede, rillede fortænder i undermunden er konstrueret til at fungere som en pudsekam.

Kaguanger lever overvejende af blade, især friske blade, men inkluderer også anden plantekost såsom frugt, blomsterknopper og plantesaft samt myrer. De hænger normalt på hovedet under grene som dovendyr, når de fouragerer.

Kaguanger er primært nataktive og udelukkende trælevende. Fordi deres højt specialiserede kropsbygning er tilpasset til at "svæve" og hænge på træstammer, er de klodsede, langsomme og sårbare på jorden. De hviler sig enten hængende lodret på en stor træstamme eller, mindre hyppigt, i et træhul.

Med undtagelse af mødre med unger er kaguanger hovedsagelig solitære. Man har dog set små grupper på 3-5 individer både fouragere og hvile sammen. Disse grupper består typisk af en enkelt han og en til flere hunner med deres afkom. Hunner og hanner kan soignere hinanden.

Man formoder, at hanner er mere eller mindre territoriale og lever sammen med 1-4 voksne hunner.

På grund af deres nataktive og trælevende livsstil er kaguanger svære at studere i naturen, og man ved ikke så meget om deres forplantning. Det afspejles bl.a. i den store usikkerhed om, hvor længe de er drægtige; nogle referencer foreslå et halvt år, andre blot 2 måneder. Hunnen får normalt én unge ad gangen, men indimellem tvillinger.

Ungen vejer ca. 36 gram ved fødslen og er bemærkelsesværdigt underudviklet, hvilket har givet sammenligninger med pungdyr. Ungen dier i hele 6 måneder og er 3 år om at nå voksenstørrelsen. Så længe den dier, bliver ungen transporteret rundt af moren, klamrende sig til hendes underside med kløerne under svæveture. Hunnen er i stand til at svæve med en unge, der vejer op til 1/3 af hende selv.

• pattedyr
• flyvning – bevægelsesform