birk

Birk har oftest hvid, grå eller lyst rødlig bark; den lyse farve skyldes luft mellem døde celler i de ydre, papiragtige lag af den korklignende og lagdelte bark. Hos mange arter er de yderste grene hængende. Se også birkeregionen.

Birk hører til rakletræerne og har sammensatte hunrakler ligesom fx avnbøg og el. Hanblomsterne, der sidder tre og tre sammen bag skælagtige støtteblade i hængende rakler, udvikles året før blomstringen og består kun af to længdespaltende støvknapper. Hunblomsterne har to lange grifler, mangler synligt bloster og sidder bag trefligede støtteblade i oprette eller hængende rakler, der udvikles i blomstringsåret. I modsætning til el bryder hunraklen hos birk op ved modenhed, og både dækskæl og de bredvingede nødder spredes med vinden.

I Birke-fyrretiden, den første periode efter sidste istid, var birk mere dominerende i Danmark end i dag, hvor to arter findes naturligt udbredt, begge almindeligt.

Vortebirk (Betula pendula) kendes på, at de unge grene er ru af harpiksvorter, endvidere på de dobbelt savtakkede blade, de tynde, hængende grene og den kraftigt udviklede skorpebark ved stammens basis. Dunbirk (B. pubescens), som også kaldes hvidbirk, har fløjlshårede kviste og bladstilke, enkelt savtakkede blade, stive, lidet hængende grene, som ofte har heksekoste, og kun svagt udviklet skorpebark ved stammebasis. Begge arter er pionertræer; vortebirk på tør bund i fx skovrydninger og på overdrev, ofte sammen med bølget bunke og kohvede; dunbirk fortrinsvis på fugtig bund, fx i moser sammen med blåtop og krybende læbeløs. Birketræer forsvinder ofte i de senere stadier af tilgroning, og danske birkeskove er kun små.

I det nordlige Skandinavien findes en klimaksskov af fjeldbirk, en underart af dunbirk, som de fleste steder udgør skovgrænsen. Dværgbirk (B. nana) vokser nord for skovgrænsen i hele det nordlige polarområde og over skovgrænsen i sydligere liggende bjerge, ligesom den findes i danske aflejringer fra sidste istids seneste faser.

I skovbruget anvendes birk fortrinsvis som hjælpetræart, dvs. som ammetræ eller forkultur. Birkeved af god kvalitet er værdifuldt til finér- og møbelproduktion, men andelen af gavntræ er lav, og størstedelen af årshugsten sælges som brænde. Hos de fleste arter er veddet forholdsvis let og har især tidligere været udnyttet til tømmer og til drejer- og træskærerarbejder. Birkebark har været anvendt ved tagdækning i Skandinavien og Rusland. Nordamerikanske arter har af indianerne været anvendt til fremstilling af kanoer, telte og mindre brugsgenstande, og i Himalaya har barken været anvendt som skrive- og indpakningsmateriale, se birkebarkbreve.

I haver og parker plantes især typer med hvid bark, som undertiden formeres ved podning, så typens karakter fastholdes; dette gælder også de særlige hængende typer.

• birkefamilien