Uunarteq er en nedlagt grønlandsk bygd beliggende 7,5 km syd for Ittoqqortoormiit i den nuværende Kommuneqarfik Sermersooq i Østgrønland.
Faktaboks
- Etymologi
-
Uunarteq betyder på østgrønlandsk 'det, som er hedt', navngivet efter en varm kilde på stedet. Navnet svarer til vestgrønlandsk Uunartoq.
Det danske navn Kap Tobin blev i 1822 navngivet af polarforskeren William Scoresby efter John Tobin (1767-1851), som fra 1819 til 1820 havde været borgmester i Liverpool.
Uunarteq blev grundlagt i 1925 sammen med Ittoqqoortoormiit og Ittaajimmiit. I 1930 havde bopladsen 15 indbyggere. I 1933 blev der oprettet en seismisk station og i 1948 en telegrafistation.
Indbyggertallet lå på 27 personer i 1940 og 25 i 1950, men var fordoblet til 50 i 1960. I 1970 bestod befolkningen af 20 grønlændere og 35 danskere ved stationen.
Stationen blev flyttet til Ittoqqortoormiit i 1980, og i 1982 boede der kun 29 personer i bygden. I 1992 var den steget til 47 igen, men størstedelen af befolkningen fraflyttede herefter, og siden 2004 har der ikke længere været registreret indbyggere i Uunarteq. Stedet har været ubeboet siden, men anvendes som sommerhusområde af befolkningen i Ittoqqortoormiit.
Kunstneren Pia Arke blev født i Uunarteq.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.