Marcel Dassault var en fransk flyfabrikant og politiker. Dassault var uddannet ingeniør og byggede sit første militærfly i 1917. Under Folkefronten i 1936-1937 måtte han se sit firma nationaliseret.
Under 2. Verdenskrig nægtede Dassault, der var jøde, at samarbejde med det tyske militær, og han blev sendt i koncentrationslejr. I 1945 konverterede han til katolicismen og tog navnet Dassault (efter sin bror Darius Paul Blochs dæknavn i modstandsbevægelsen). Samme år gik han på ny ind i flybranchen, hvor hans navn efterhånden blev synonymt med fransk flyindustri. Han var en af Frankrigs rigeste mænd og repræsenterede som politiker en socialt afbalanceret gaullisme. Dassault var deputeret i 1951-1956 og i 1958-1986 og var senator 1957-1958.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.