Edward Gordon Craig

I reaktion mod ordteatrets dominans og realismens virkelighedsefterligning lod Edward Gordon Craig sig inspirere af bl.a. William Blakes visuelle mysticisme, symbolisterne og Isadora Duncans frie dans. Hans ideal blev en sammensmeltning af skuespilkunst, scenebillede, lys, farve, rytme og bevægelse undfanget af én person: sceneskaberen. For at opnå en harmonisk fuldkommenhed ville han erstatte aktøren med et scenisk element, som han døbte Übermarionette. Hermed forestillede han sig en figur i overstørrelse, der i form og bevægelsesmønster var i overensstemmelse med scenebilledet og underkastet sceneskaberens univers.

Grundelementet i dette univers er kontrasten mellem bevægelighed og ro, mellem virkelighed og drøm. Han arbejdede med forskudte planer, trapper og flader, med skærme (screens), tæpper og draperier. Den symbolskabende lyssætning medvirkede til at lade dekorationen fremtone i et monumentalt, uvirkeligt, næsten drømmeagtigt skær. Han ville opnå fleksibilitet, men materialerne var oftest rustikke og tungt manøvrerbare; formentlig en af årsagerne til at disse idealer kun blev afprøvet ganske få gange: 1907 i Firenze med Ibsens Rosmersholm, 1912 i Moskva med Shakespeares Hamlet og 1926 i København med Ibsens Kongsemnerne iscenesat sammen med Johannes Poulsen på Det Kongelige Teater.

Men Edward Gordon Craigs teorier fik gennem publikationerne The Art of the Theatre i 1905, On the Art of the Theatre i 1911, Towards a New Theatre i 1913 samt tidsskriftet The Mask udgivet i 1908-1929 kolossal betydning for den moderne scenografi og sammen med Adolphe Appia står han for en nytænkning af scenens rum og lys.

• teater i Storbritannien
• Isadora Duncan