close

Faktaboks

Christian Etzdorf

Johann Christian Michael Etzdorf

Christian Ezdorf

Født
28. januar 1801, Pössneck, Thüringen, Tyskland
Død
18. december 1851, München, Tyskland
Profession
Maler
Image

Portrættegning af Christian Etzdorf. Tegningen er fra 1830 og udført af den svenske maler Maria Röhl (1801-1875).

Af /Kungliga biblioteket, Stockholm.

Christian Etzdorf var en tysk landskabsmaler, der stammede fra Pössneck i hertugdømmet Sachsen-Meiningen. Etzdorf er en interessant skikkelse indenfor 1800-tallets tyske landskabsmaleri. Uden at interessere sig for de forskellige romantiske tendenser i tiden søgte han med ældre hollandsk landskabstradition i bagagen til Skandinavien, hvor han malede dramatiske landskabsmotiver med bjerge, dunkle fyrreskove og brusende elve. Christian Etzdorf udstillede i Danmark på Charlottenborg. Derved kom en række af hans værker i dansk eje.

Image
Eisenhammer in Schweden ('Hammersmedje i Sverige'), 1835, olie på lærred. Værket blev oprindeligt erhvervet af kong Ludvig 1. af Bayern. Inspirationen fra 1600-tallets hollandske landskabsmalere er tydelig i dette værk.
Af /Bayerische Staatsgemäldesammlungen, Neue Pinakothek, München.
Licens: CC BY SA 4.0

Christian Etzdorfs uddannelse og virke

Image
Den søndre indgang til Almannagiaa ved Thingvalla på Island, 1832, olie på lærred. Etzdorf var i Island i 1827, og i 1832 blev maleriet udstillet på Charlottenborg.
Af /Statens Museum for Kunst.

Christian Etzdorf studerede landskabsmaleri ved Kunstakademiet i München, hvor han imidlertid udviste ringe interesse for udviklingen af et moderne landskabsmaleri.

Han interesserede sig for landskaberne i de nærliggende Alperegioner, som han malede med de ældre 1600-tals hollandske landskabsmalere som Allart van Everdingen og Jacob van Ruisdael som forbilleder. Især deres brug af clair-obscur og grå toner forstod han mere end nogen af ​​sine samtidige i München.

I begyndelsen af 1820'erne rejste han med en anbefalingsskrivelse fra den norske maler J.C. Dahl til Skandinavien, hvor han opholdt sig ad flere omgange i Danmark, Norge, Sverige, Nordkap, Svalbard og Island.

Etzdorf udstillede på Charlottenborg i 1832. Ved denne lejlighed viste han fortrinsvis motiver fra Island og Svalbard, og syv af de elleve værker kom i dansk eje.

Christian Etzdorfs værker på museer

Cristian Etzdorfs værker er repræsenteret i flere store europæiske samlinger: Statens Museum for Kunst i København; Nationalmuseum i Stockholm, Victoria and Albert Museum i London; Neue Pinakothek i München og Lenbachhaus sammesteds.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig