Ivar Aasen

Aasen blev født på sin fars gård Åsen i Ørsta på Sunnmøre i den sydvestlige del af fylket Møre og Romsdal. Moderen døde, da Ivar Aasen kun var tre år gammel, og faderen, da Ivar var 13, hvorefter hans bror overtog driften af gården.

Hjemme på gården fandtes kun et fåtal bøger ud over en bibel og nogle ældre andagtsbøger. Alligevel siges Ivar Aasen at have klaret sig fint med læsning og blev rost af præsten i kirkebogen til sin konfirmation. På gården Ekset i Volda, kun tre kilometer fra Åsen, boede lensmanden Sivert Knutsson Aarflot (1759-1817), der både samlede bøger til brug blandt almuen og stiftede det første trykkeri i Norge uden for byerne.

Ud over en tidlig interesse i bøger blev Aasen også optaget af botanik. I årene 1837-1839 samlede han et herbarium med i alt 509 planter fra Sunnmøre, som han ordende efter Jens W. Hornemanns plantelære. Ud over den latinske betegnelse angav Aasen så vidt muligt planternes navne såvel på dansk-norsk som på den sunnmørske dialekt.

Allerede i 1830’erne begyndte Aasen at interessere sig for etableringen af et nationalt sprog for Norge. I 1836 udarbejdede han et skrift med titlen Om vort Skriftsprog, hvor han udtrykte nødvendigheden af et norsk skriftsprog, der afspejler det talte sprog i Norge, i stedet for det københavnske sprog, der herskede i Danmark-Norge. I stedet for at ophøje én dialekt til standardsproget foreslog Aasen at danne et skriftsprog baseret på en sammenligning af alle dialekter i Norge. Skriftet blev ikke udgivet på tryk før i 1909.

I forslaget ville dialektkyndige samle ordstof fra de forskellige dialekter og indsende det til et selskab, der ville udarbejde et skriftsprog. Aasen gik straks selv i gang med sit eget forslag og forfattede et manuskript om sin egen dialekt med titlen Den søndmørske Dialekt.

Den 30. juli 1841 ankom Aasen med dampskib fra Ålesund til Bergen, hvor han kom i kontakt med Bergens biskop Jacob Neumann (1772-1848). Ifølge Neumanns beretning havde Aasen fire pakker under armen: en samling af sunnmørske stednavne, en samling af sunnmørske ordsprog og sin afhandling over den sunnmørske dialekt samt sit herbarium.

Neumann, der var mest interesseret i Aasens sproglige værker, udgav dele af dialektbeskrivelsen i to numre af Bergens Stiftstidende den 19. og 22. august 1841 med overskriften Den Søndmørske Dialekt. Han satte endvidere Aasen i kontakt med Frederik Moltke Bugge (1806-1853), den daværende præsident i Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab.

Gennem de forbindelser, Aasen fik i Bergen, kom hans skrift om Sunnmøre-dialekten til Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab i Trondheim. Selskabet havde allerede i sinde at få indsamlet dialektprøver fra hele Norge og gav derfor Aasen et stipendium til først og fremmest at forske i bygdemålene fra Bergens Stift. I årene 1842-1846 rejste Aasen primært i Vestlandet, men samlede også sprogstof fra Sørlandet og Østlandet.

Det indsamlede materiale fra feltarbejdet udkom i to hovedværker, Det norske Folkesprogs Grammatik (1848) og Ordbog over det norske Folkesprog (1850). I begge værker gjorde Aasen rede for det, han kaldte for folkesproget eller almuesproget i Norge.

I indledningen til sin grammatik iagttager Aasen et – efter hans egen mening – forkert syn på sprogbrug hos befolkningen. Han skriver, at “Almuen selv ringeagter sit Sprog og undseer sig ved at bruge det iblandt Fremmede; thi det er under disse Omstændigheder ganske naturligt, at Almuesmanden ikke anseer sin Dialekt for noget andet end en fordreiet Form af det herskende Skriftsprog, hvilket efter hans tanker er det eneste rette norske Sprog.” Formålet med grammatikken og ordbogen var således ikke akademisk interesse, men at gøre befolkningen bevidste om, at deres sprogbrug var lige så god og nyttig som grundlag for et skriftsprog som det fremmede danske skriftsprog, der blev brugt i Norge.

Han skriver videre: “jeg haaber, at enkelte oplyste Almuesmænd eller Andre, som have Anledning til at virke iblandt Almuen, kunde herved bringes til at tænke nærmere over Sagen og virke til at udbrede en rigtigere Mening om samme.”

I ordbogen klarlægger Aasen endnu videre en planlægning for, hvordan almuens sprog kunne fremmes. Han skriver: “fornemmelig maatte man vogte sig for at tage Ordene iflæng af en enkelt Dialekt eller at anvende for mange sjeldne og ubekjendte Ord: thi det gjælder her om at fremlægge noget, som kan vinde almindelig Erkjendelse saavel ved Forstaaelighed og Bekvemhed i Formen som ved Bekvemhed til at udtrykke Meningen.”

Aasens indsamling af dialektmaterialer førte til hovedværket Prøver af Landsmaalet i Norge (1853), hvori han fremlægger prøver på dialekter med en retskrivning, der delvis afspejler den lokale udtale, delvis ordenes oprindelse (etymologi).

Til sidst i værket fremlægger Aasen et forsøg på en retskrivning, der er baseret på flere dialekter, og dermed kunne bruges som et alment skriftsprog eller “et almindeligt Landsmaal” i Norge. I indledningen skriver Aasen, at standarden især er baseret på dialekterne i Hardanger, Voss, og Sogn – alle tre i den sydvestlige del af landet. Derefter redegør han for sine retskrivnings- og bøjningsregler, hvilke lagde grunden til principperne for det skriftsprog, der senere blev til nynorsk.

Under sine rejser samlede Aasen også folkeminder i form af sagn og eventyr, hvoraf nogle er blevet udgivet som sprogprøver, for eksempel i Prøver af Landsmaalet i Norge.

Aasens interesse i det norske sprog strakte sig også over til sprogets oprindelse i norrønt. I 1851 udgav han En liden Læsebog i Gammelnorsk, der indledes af en kortfattet grammatik over norrønt. Skønt bogen er skrevet med det daværende dansk-norske skriftsprog, udgav han senere en oversættelse af det norrøne Fridtjofs saga (1858) til sit nyudviklede landsmål.

Aasens kærlighed til det norske sprog udtrykte sig også i hans egne digteriske værker, hvoraf flere er velkendte i Norge i dag.

Allerede før Aasens store rejse til Bergen begyndte han at udgive lejlighedssange og -digte med lokalt præg. I en udgivelse fra 1833 digtede Aasen to sange til minde om et ildebrand i en af gårdene i Ørsta, hvorved tre af børnene mistede livet. Tre år efter, i 1836, udgav Aasen en digt til minde om lensmanden Sivert Aarflot på Ekset, hvis bogsamling havde inspireret Aasen fra en ung alder. Begge skrifter blev trykt på Aarflots eget trykkeri på Ekset.

Den lokale dialekt kommer til udtryk i Aasens Fem Visor i søndre Søndmøres Almuesprog (1843), som også blev trykt på trykkeriet på Ekset. Skriftet er forsynet med et kort indgangsord om udtalen samt fodnoter med ordforklaringer.

Aasens bedst kendte sang, Nordmannen, kendes også af sin første linje, Mellom bakkar og berg. Sangen blev udgivet første gang i 1863 i digtsamlingen Symra. Tvo Tylfter med nya Visor i Aasens egen nyudviklede ortografi til landsmålet.

Nordmannen udkom flere gange i Aasens levetid, for eksempel i et særtryk til Studentersamfundet på Norges nationaldag, den 17. maj 1867. Nordmannen bliver stadig sunget i Norge i dag og har fået en særplads inden for den norske kulturarv. Mellem 1998 og 2007 blev sangen for eksempel trykt på samtlige kørekort udstedt i Norge.

Efter Aasens død i 1896 blev hans dødsbo på fødegården Åsen konverteret til et museum. Aasentunet, der i dag udgør en del af Nynorsk Kulturcentrum, er det ældste personmuseum i Norge og rummer en samling af Aasens personlige genstande, bøger, herbariet samt flere donationer. Museets nuværende hovedbygning, en betonbygning, der ligger tæt ved Aasens fødested, er tegnet af Sverre Fehn og åbnede i 2000.

I 1991 blev et selskab stiftet, der havde til opgave at udgive samtlige sprogafhandlinger af Ivar Aasen. Mellem 1992 og 2006 udkom de i tibindsværket Skrifter frå Ivar Aasen-selskapet.

• norsk
• nynorsk
• landsmål
• bokmål