dansk idræt og sport

57 % af alle voksne og 80 % af alle børn i Danmark dyrker en form for sport eller motion (2020). Mens børnene mest dyrker idræt i foreninger, har de voksne siden 1990'erne i stigende grad organiseret deres fysiske aktivitet selv.

Trods de nye tendenser står foreningslivet stadig stærkt, både i den danske befolkning og i de offentlige prioriteringer. Godt otte ud af ti børn og tre ud af ti voksne over 16 år – over 2,5 millioner danskere – er aktive i idrætsforeningerne. Hertil kommer, at knap hver femte voksen er frivillig i en af Danmarks ca. 11.500 idrætsforeninger (2020).

Listen over de mest populære idrætter i Danmark er et miks af klassiske foreningsidrætter som fodbold, svømning og gymnastik, individuelle aktiviteter som løb, vandreture og landevejscykling, og endelig fitnessaktiviteter, styrketræning og yoga, der typisk finder sted i kommercielle centre.

Foreningsidrætten har tre hovedorganisationer med hver deres formål og arbejdsmåde: Danmarks Idrætsforbund (DIF), DGI og Dansk Firmaidrætsforbund (DFIF). De tre organisationer konsulterer jævnligt hinanden med henblik på at lægge en fælles linje i overordnede idrætspolitiske spørgsmål.

Strukturen med tre nationale idrætsforbund er internationalt unik i og med, at dansk idræt har to store landsdækkende organisationer (DGI og DIF) med et delvis overlap i medlemsskaren. Med jævne mellemrum dukker der forslag op om at lægge DIF og DGI sammen, og det hidtil mest overbevisende forsøg på at gennemføre en fusion slog fejl i 2008. Siden 2014 har de to organisationer alligevel nærmet sig hinanden ved et fælles engagement i den såkaldte 25-50-75-vision. Ifølge planen skal DIF og DGI inden år 2025 sikre, at 75 % af befolkningen er aktiv i idræt og 50 % er medlem af en idrætsforening.

Der er tradition for, at de offentlige myndigheder respekterer idrættens uafhængighed og foreningsfrihed, både lokalt og på landsplan. Dog udøver Kulturministeriet en vis indflydelse på de store organisationer og institutioner på idrætsområdet gennem rammeaftaler.

Dansk idræts idégrundlag har aldrig været entydigt. Som noget specielt, sammenlignet med både det øvrige Norden og resten af Europa, er idrætten i Danmark (2022) organiseret i tre hovedforbund, DGI, DIF, og DFIF.

DGI's idégrundlag har rødder i skytte-, gymnastik- og højskolebevægelsen og kan sammenfattes i begrebet folkelig idræt, der karakteriseres ved, at idrætten ikke er et mål i sig selv, men må forstås som et middel til vækkelse og oplysning, det være sig historisk i nationalpatriotisk forstand (skyttebevægelsen) eller i nationaldemokratisk forstand (højskolebevægelsen).

At idrætten skal praktiseres i relation til og forstås som en del af den folkelige ideologi, fastholdes vedvarende i DGI, der, hvad dette angår, ser sig i modsætning til DIF, hvor aktiviteterne er det centrale og ikke ønskes underlagt en overordnet ideologi. Til gengæld byggede DIF indtil 1987 på et amatørbegreb, som skulle sikre idrætsudøverne et fælles udgangspunkt. I idrætsledernes øjne havde det at være amatør imidlertid også en særlig moralsk kvalitet.

I perioden fra slutningen af 1920'erne og til 1946 var der uoverensstemmelser om muligheden af at forene arbejder-ideologiske og kristen-ideologiske synspunkter inden for Dansk Idræts-Forbund, idet henholdsvis Dansk Arbejder-Idrætsforbund og KFUM's Idrætsforbund søgte optagelse i DIF. Med DAI's medlemskab af DIF i 1943 og KFUM's Idrætsforbunds i 1946 forfægtede de to organisationer i princippet, at deres ideologiske ståsted ikke vedrører udøvelsen af idræt.

Dansk Firmaidræts Forbunds idégrundlag tager sit udgangspunkt i arbejdslivet på virksomheder og organiserer især motionister og medlemmer med samvær og familieaktiviteter i centrum.

Efter etableringen af Team Danmark i 1985 blev en af Danmarks Idræts-Forbunds væsentligste opgaver at sikre gode betingelser for konkurrence- og breddeidrætten.

Fra midten af 1970'erne vandt nye idrætspolitiske synspunkter frem såvel uden for som inden for den organiserede idræt. Fælles for disse synspunkter var, at de tog udgangspunkt i en sports- og foreningskritik. Nye motionsaktiviteter, fx jogging, turcykling, windsurfing, rulleskøjteløb og street basket, voksede frem uden for de traditionelle idrætsorganisationer og -foreninger i forlængelse af ungdomsoprørets græsrodsopfattelse om selvorganisering. Men også inden for den organiserede idræt stillede først de unge i 1970'erne og siden kvinderne i 1980'erne krav om indflydelse og medansvar for idrættens udvikling.

Økonomien i dansk idræt er sammensat forskelligt, afhængig af om man tager udgangspunkt i en forening, et specialforbund, en hovedorganisation som DIF eller DGI eller et selskab, som driver en professionel klub (for eksempel en professionel fodboldklub).

Den kommercielle idræt er i høj grad drevet som en forretning, der er afhængig af selv at skabe sine indtægter gennem for eksempel sponsorater, entréindtægter eller salg af medierettigheder for at kunne betale sine udgifter.

Breddeidrætten i Danmark er derimod på nationalt og lokalt niveau stærkt støttet af offentlige midler.

DIF, DGI og DFIF, hovedorganisationerne i dansk idræt, får en stor del af deres indtægter fra deres lovfæstede andele af overskuddet på de spil, som det statsejede Danske Spil har monopol på (især lotto- og skrabespil). I 2020 modtog idrættens organisationer lidt over halvdelen af de 1,8 milliarder kroner, som udgjorde årets såkaldte udlodningsmidler.

Udover hovedorganisationer modtager en række andre idrætsinstitutioner også udlodningsmidler. Lokale og Anlægsfonden, som blev oprettet i 1994 for at udvikle og støtte byggeri inden for kultur- og fritidsområdet, modtog i 2018 omkring 83 millioner kroner. Derudover modtog eliteidrætsinstitutionen Team Danmark 91 millioner kroner, Sport Event Denmark 24 millioner kroner, Anti Doping Danmark 24 millioner kroner og Idrættens Analyseinstitut 10 millioner kroner i 2018.

På lokalt niveau understøttes foreningerne af kommunerne med tilskud til eksempelvis medlemmer, særlige aktiviteter og trænere/lederuddannelse samt adgang til faciliteter på grundlag af Folkeoplysningsloven. Kommunernes støtte til faciliteter spiller en stor rolle for foreningsidrætten, og siden den første fritidslov i 1968 er de samlede kommunale tilskud til idrætten vokset stærkt. I 2015 udgjorde de lokale tilskud til idrætten omkring 3,7 mia. kr.

Danmark er blandt verdens absolut førende lande når det gælder antallet af idrætshaller i forhold til indbyggertallet. I 2022 var der 1.859 fodboldanlæg, 2.327 gymnastiksale (idrætshaller, idrætslokaler og gymnastiksale op til 799 m2), 390 svømmeanlæg og 1.518 fitnesscentre.

Dansk eliteidræt har i 2010’erne oplevet en lang periode med stor international succes. Mange danske atleter har opnået internationale inden for flere sportsgrene end tidligere. Højdepunktet var OL 2016 i Rio de Janeiro blev med 15 medaljer – 2 guld, 6 sølv og 7 bronzemedaljer – det bedste danske OL siden 1948. Danmark har desuden en lang historie inden for international eliteidræt. Bortset fra OL i 1904 har Danmark deltaget i samtlige olympiske sommerlege siden 1896 og vundet medaljer hver gang.

Eliteidrætten i Danmark er et samlingspunkt for mange. Medierne dækker eliteidrættens toppræstationer ved OL og turneringer inden for blandt andet fodbold, håndbold, cykling og tennis tæt. Mange danskere følger også atleterne som publikum på ude- og hjemmebane. Folketinget anerkendte eliteidrættens betydning i 1984, da politikerne vedtog at give eliteidrætten offentlig støtte gennem Team Danmark.

Danmark har som et af få lande i verden et enkelt idrætsforbund til at favne forskellige former for handicap. Siden 1971 har Parasport Danmark arbejdet for at fremme træning og konkurrenceidræt blandt folk med fysiske eller psykiske handicap. Dansk Døve-Idrætsforbund er også medlem af Parasport Danmark.

Parasport Danmark har 6.500 medlemmer (2022) fordelt på ca. 470 klubber. På eliteplan er Danmark et af de førende lande, især inden for svømning, ridning, atletik, bordtennis og skydning.

Hovedopgaven har i de senere år ændret sig fra at tilpasse normale idrætter til forskellige typer handicap, over mod at udvikle nye aktiviteter hvor de handicappede kan få store idrætsoplevelser på egne præmisser.

I nyere tid har danske idrætsorganisationer også arbejdet med at håndtere en række udfordringer for international idræt.

En central udfordring har været håndteringen af doping i idrætten. Dopingproblematikken blev især synligt efter afsløringen af systematisk brug af doping i cykelløbet Tour de France i 1998 og senest international opmærksomhed efter afsløringen af Ruslands nationale dopingprogram i 2016.

I Danmark oprettede den danske regering og DIF Anti Doping Danmark på forsøgsbasis i 1999 for at styrke dopingbekæmpelsen. Anti Doping Danmark fik lovfæstet status i 2005 og er i dag et fælles anliggende for idrætsorganisationerne og staten med det formål at "styrke de grundlæggende værdier i både eliteidrætten og den brede, folkelige idræt" gennem dopingkontrol, forskning, uddannelse og oplysningsarbejde.

I de sidste tyve år har international idræt desuden været præget af en lang række skandaler forårsaget af korruptionsanklager mod idrættens internationale forbund som det internationale fodboldforbund (FIFA) og Den Internationale Olympiske Komite (IOC). FIFA fik for eksempel i 2015 ransaget sine kontorer af FBI og schweizisk politi, og mindst 40 topledere blev efterfølgende anklaget for korruption.

Danmarks Idrætsforbund, som siden 1992 også har været Danmarks Olympiske Komité, har reageret ved at optrappe sin indsats for at få valgt danske ledere ind i de internationale forbunds styrende organer, og DIF forsøger nu mere målrettet at være fortaler for åbenhed i den såkaldt olympiske familie.

Også DGI har øget sin internationale, kulturpolitiske indsats, bl.a. som primus motor i International Sport and Culture Association, stiftet i København i 1995. ISCA’s mål er at fremme forståelse mellem folk på tværs af grænserne gennem idrætslige og kulturelle aktiviteter, først og fremmest på græsrodsplan.

Siden 2004 har den danske institution Play the Game desuden arbejdet for at styrke idrættens etiske værdigrundlag og fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i verdensidrætten. I 2011 blev Play the Game en del af Idrættens Analyseinstitut, som arbejder med at analysere idrætspolitiske initiativer og stimulere offentlig debat om centrale idrætspolitiske spørgsmål.

Den danske idræts historie begynder med den organiserede idræt på Sorø Akademi i 1700-tallet. Aktiviteterne bestod primært af forskellige former for gymnastik. Formålet var først og fremmest at opdrage og udvikle borgerskabets drenge fysisk. Denne såkaldte filantropiske gymnastik var inspireret af den franske filosof Jean Jacques Rousseaus bog Émile (1762). Fra Sorø Akademi spredte gymnastikken sig til flere skoler, og i 1814 blev gymnastikken indført som skolefag i Danmark.

• idræt
• idrætsfaciliteter
• Danmarks Idrætsforbund
• idrætspolitik
• eliteidræt
• parasport