Oregon råder over store vandkraftværker, som har været en vigtig drivkraft i den økonomiske udvikling siden 1930'erne. De fleste vandkraftværker, bl.a. John Day og Bonneville på den nordlige grænseflod Columbia River, indgår i multipurpose projects, hvor energien til metalsmelteværker og anden industri er koblet sammen med flodkontrol og vandtilførsler til landbruget.
Industrien har traditionelt været knyttet til råstoferhvervene; det gælder fx fødevareindustri samt tømmer- og papirindustri, hvis tyngdepunkt ligger i de produktive nåleskove mod vest og nordøst. Skovarealet udgør 43%, mens landbruget dækker 45%, heraf hovedparten i form af græsningsområder og ekstensive kornbrug (især hvede) på de halvtørre højsletter mod øst. Af landbrugets 37.500 bedrifter er de fleste dog koncentreret i den frugtbare Willamettedal, inkl. gartnerier, frugtplantager og vingårde (tal fra 1994). Portland, som via Columbia River har skibsforbindelse med Stillehavet, har en stor havneomsætning og en høj koncentration af computervirksomheder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.