close

Faktaboks

Officielt navn
KELSEN GROUP A/S
CVR-nummer
27703666
Adm. direktør
Anders Micael Höglund
Bestyrelsesformand
Christophe Pierre Manfred Neumann
Ejer
Fine Biscuits Company (FBC) SA
Image
Bagermester Olsen kontrollerer produktionen af småkager. Foto fra 1974.
Af .

Dansk småkageproducent med hovedsæde i Nørre Snede i Midtjylland.

Grundlagt i 1933

Marinus Kjeldsen og hans hustru, Anna, der var datter af en bager, grundlagde i 1933 Kjeldsens Småkagefabrik i Ejstrupholm efter at have ejet en engrosvirksomhed med bl.a. småkager i Aalborg. I 1934 købte de grunden i Nørre Snede, hvor fabrikken stadig har hovedsæde. I 1955 begyndte de eksporten til USA af det, der lige siden har været virksomhedens helt store sællert, nemlig Danish Butter Cookies.

Forsøg på samling af småkageindustrien

Marinus Kjeldsen solgte i 1969 virksomheden til det næsten nystartede Incentive A/S, der var det første danske investeringsselskab, der havde til opgave at hjælpe danske virksomheder, der måtte være i krise eller havde problemer med at få tilført ny kapital eller finde en ny ledelse. I 1984 blev virksomheden overtaget af et konsortium med LD (Lønmodtagernes Dyrtidsfond) i spidsen. Senere blev det en udløber herfra, kapitalforvalteren Maj Invest, der kom til at sidde på den største aktiepost.

I de næste årtier fulgte fusioner, udvidelser og navneændringer for at skabe en samling på den danske småkageindustri. I 2000 købte man således Bisca (tidligere Karen Volf) og dannede KelsenBisca A/S. Fire år senere købte man Ribe Småkagefabrik/Ripensa, og navnet blev nu ændret til Dansk Cookie Industri A/S.

Der var dog langt fra tale om en succeshistorie. Den samlede virksomhed gav underskud på trods af, at man lukkede en række mindre produktionsenheder. Fusionen med Bisca blev heller aldrig en succes. I 2010 blev denne del med næsten 300 ansatte på Møn og i Albertslund derfor solgt til en norsk koncern.

Kelsen Group fra 2009

I 2009 ændrede man navn til det mere internationalt klingende Kelsen Group. Samtidig lykkedes det at skabe et betydeligt salg til det kinesiske marked, hvor de blå kagedåser med Danish Butter Cookies blev en kæmpesucces som værtindegave i forbindelse med det kinesiske nytår og andre højtider. Dette marked aftog efterhånden 40% af produktionen.

Maj Invest havde i mange år ønsket at sælge Kelsen, men først med det stærkt forbedrede salg og en omsætning, der rundede en milliard kroner, var virksomheden salgsmoden. Det blev den meget store amerikanske fødevarevirksomhed Campbell Soup Company, som i 2013 købte Kelsen Group. I 2019 blev den solgt til italienske Ferrero for 2 mia. kr. Denne virksomhed er især kendt for at producere Nutella og chokoladen Ferrero Rocher.

Kelsen Groups produktion

Danish Butter Cookies er et kendt internationalt mærke og har hovedmarkeder i USA og Kina, men produkterne fra Kelsen Group sælges på henved 75 markeder over hele verden. Produktionen finder nu kun sted i Nørre Snede og i Ribe. I alt er der omkring 400 ansatte (2024) i Kelsen Group.

Regnskab

2025 2024 2023
Nettoomsætning 1.166 mio. kr. 1.026 mio. kr. 956 mio. kr.
Egenkapital 71 mio. kr. 111 mio. kr. 174 mio. kr.
Årsresultat -30 mio. kr. -66 mio. kr. -160 mio. kr.
Ansatte 294 298 285

Kilde: CVR og KM24

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig