close

Faktaboks

Officielt navn
KK Group Holding A/S
CVR-nummer
39067048
Adm. direktør
Mauricio Fernando Quintana
Bestyrelsesformand
Pernille Lyngvold Erenbjerg
Ejer
APMH Invest IX ApS

KK Group er dansk virksomhed med hovedsæde i Ikast. Den har afdelinger i 10 forskellige lande med i alt 3700 medarbejdere. Virksomheden ejes af A.P. Møller Holding.

Virksomheden har primært vokset sig stor som leverandør af elektronisk udstyr til den danske vindmølleproduktion, men har i dag både geografisk og produktmæssigt et bredere kundesegment.

Fokus på vedvarende energi

KK Group fremstiller produkter og yder serviceydelser, der sørger for strømforsyning og styring, køling og overvågning af især vedvarende energianlæg.

Virksomheden arbejder ud fra en strategi, kaldet "Powering Change", der fokuserer på at forbedre effektiviteten i vedvarende energianlæg og udvide disse løsninger til andre energiintensive industrier som Power-to-X-anlæg, jernbaner og forsvar.

Oprettet i 1969

KK Group blev oprindelig etableret som KK-electronic i 1969 af Kai F. Pedersen og Knud V. Jensen. Virksomheden, som var hjemhørende i Herning, blev i 1978 kontaktet af Christian Riisager, der var den første i Danmark til at bygge små vindmøller til elproduktion.

For at kunne koble møllen ind og ud på det offentlige elnet uden skade på elnet og mølle var det nødvendigt med en elektronisk styring. Det blev begyndelsen på en virksomhed, der voksede sig større og blev en betydningsfuld virksomhed i den samlede danske vindmølleindustri.

Aftale med Siemens Gamesa

I 1990 indgik virksomheden en aftale med Bonus (senere Siemens Gamesa) om at blive eneleverandør af kontrolsystemer til dette firmas vindmøller.

I 2014 skiftede virksomheden navn til KK Wind Solution og valgte dermed en mere international strategi med leverancer til mange udenlandske vindmølleproducenter.

120.000 vindmøller med KK-teknologi

I 2023 overtog virksomheden Vestas selskab for elektriske konvertere og kontrolsystemer. I 2026 står der mere end 120.000 vindmøller rundt om i verden, der er udstyret med elektronisk udstyr fra KK Group.

A.P. Møller Holding opkøbte i 2019 KK Wind Solutions for at styrke virksomhedens bestræbelser på at blive mere global og generelt få en større plads i den grønne omstilling med mere vindenergi og en højere grad af elektrificering.

I 2025 skiftede virksomheden navn til KK Group for at lancere sit nye og bredere produktkatalog, hvor leverancer til vindmøller dog stadig udgjorde en væsentlig del af den samlede omsætning.

Regnskab

2025 2024 2023
Nettoomsætning (ikke oplyst) (ikke oplyst) 5.486 mio. kr.
Egenkapital 1.822 mio. kr. 2.226 mio. kr. 2.071 mio. kr.
Årsresultat 6 mio. kr. -226 mio. kr. -164 mio. kr.
Ansatte (ikke oplyst) (ikke oplyst) 2.312

Kilde: CVR og KM24

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig