Jackson Pollock

Paul Jackson Pollock blev født den 28. januar 1912 i Cody som den yngste af fem sønner. Familien flyttede ofte rundt i det vestlige USA på grund af farens arbejde som landmåler, og den ustabile opvækst samt farens fravær kan have påvirket Jacksons psykiske uro senere i livet. Hans mor opmuntrede børnene til kunst og kultur, men allerede som teenager viste Pollock tegn på vrede, depression og impulsivitet, og som 15-årig blev han smidt ud af en ungdomsforening efter at have slået en medstuderende under en paradeøvelse, mens han var fuld. Alkoholen blev – med en pause i årene 1948-1950 – hans faste følgesvend livet igennem, og sluttelig også hans nemesis.

Pollock studerede i 1930'erne ved Art Students League i New York under Thomas Hart Benton. Benton arbejdede i realistisk stil, gerne med motiver af arbejdende folk på landet, og han tilhørte stilarten regionalisme. Udover Thomas Hart Benton blev Jackson Pollock inspireret af flere forskellige kunstretninger og kunstnere. De mexicanske freskomalere, især Diego Rivera, David Alforo Siqueiros og José Clemente Orozco, lærte ham at arbejde i store formater og eksperimentere med nye teknikker som dryp og hældning af maling. Han blev også stærkt påvirket af surrealismen og kunstnere som Joan Miró og André Masson, der arbejdede med automatiske og spontane arbejdsmetoder. Derudover hentede Pollock inspiration fra indianske sandmalerier og symboler, som påvirkede hans senere metode med at arbejde direkte på lærredet på gulvet.

I begyndelsen af 1940’erne blev Pollock en del af det avantgardemiljø, der voksede frem i New York. Her fik han stor støtte af sin kunstnerkollega og kommende ægtefælle Lee Krasner, som introducerede ham til betydningsfulde kunstnere, kritikere og gallerister.

Det afgørende gennembrud kom, da Peggy Guggenheim begyndte at udstille hans værker på sit galleri Art of This Century. Pollocks første soloudstilling dér i 1943 gjorde ham synlig i den amerikanske kunstverden, og værker som She-Wolf (1943, Museum of Modern Art, New York) og Mural (1943, University of Iowa Stanley Museum of Art), oprindeligt malet til Guggenheims Townhouse, viste en kunstner, der var på vej mod et helt nyt formsprog. Det egentlige gennembrud kom dog først omkring 1947, hvor Pollock udviklede sin berømte drip-teknik: Han lagde lærredet på gulvet og arbejdede rundt om det ved at dryppe, hælde og slynge maling direkte på overfladen. Denne metode gjorde selve maleprocessen fysisk og næsten performativ. Værker som Alchemy, (1947, Peggy Guggenheim Collection, Venedig), Number 1A (1948, Museum of Modern Art) og Lavender Mist: Number 1 (1950, National Gallery of Art, Washington) blev hovedværker inden for abstrakt ekspressionisme og gjorde Pollock internationalt berømt.

Kritikeren Clement Greenberg fremhævede Pollock som den stærkeste amerikanske maler i sin generation, og i 1949 gjorde en artikel i Life ham til en offentlig sensation. Sideløbende med den begyndende succes i efteråret 1948 begyndte Pollock på en terapiform, der kortvarigt kurerede hans alkoholisme. Ædrueligheden varede dog kun et par år, for succesen skræmte Pollock. Han havde livet igennem været en talentfuld men indadvendt, deprimeret om end karismatisk kunstner. To ting foruroligede ham: Artiklen i Life gjorde ham urolig. Den gjorde ham til den første mediedrevne superstjerne inden for amerikansk samtidskunst, den jeans-klædte, kæderygende posterboy inden for abstrakt ekspressionisme.

Det andet, der gjorde Pollock nervøs, var en film optaget af fotografen Hans Namuth i efteråret 1950. I den ser man Pollock arbejde på drip-maleriet Number 30: Autumn Rhythm (1950, The Metropolitan Museum of Art), der ligger på atelierets gulv. Han bevæger sig rundt om værket på nærmest dansende vis, og den i datidens øjne særprægede teknik cementerede hans ry som den store amerikanske stjerne. Han fik øgenavnet i den kulørte presse "Jack the Dripper". Pollock følte, at han blev opfattet som en filmstjerne, og at filmen havde fjernet magien i hans arbejde.

Pollocks maleri bliver kaldt gestuelt. Med det menes, at man kan se hans bevægelser i skabelsen af hans drip-malerier, og denne proces bliver dermed en central del af selve oplevelsen af værket. Dette gestuelle maleri er synonymt med begrebet action-painting, og Pollock er i dag næsten synonym med action painting, ikke mindst på grund af Hans Namuths film. Pollock revolutionerede det moderne maleri ved at gøre handlingen, bevægelsen og processen til en central del af kunsten, men alligevel har ingen kunstnere haft held til direkte at lægge sig i hans fodspor. Flere, deriblandt Asger Jorn, har brugt drip som en del af deres værker, men rendyrket drip-maleri som Pollocks ofte store lærreder uden centrum, men med et kontrolleret virvar af dryp og næsten kalligrafiske linjer, har ingen direkte kopieret med succes. Det skyldes måske, at Pollock førte drip-teknikken så langt, som teknikken tillod, og en efterligning uvægerligt vil være en kopi. I Europa lagde stilarten tachisme sig i hælene på Pollock, men uden direkte at kopiere ham.

De største samlinger af Pollocks kunst findes i dag i USA, især på museer, der tidligt købte ham og den øvrige abstrakte ekspressionisme, så som Museum of Modern Art og The Metropolitan Museum of Art i New York, men også Peggy Guggenheim Collection i Venedig. Koncentration af Pollocks værker skyldes ikke mindst, at hans værker steg voldsomt i pris kort efter hans død. Knud W. Jensen, stifteren af Louisiana Museum of Modern Art, ærgrer sig i sine erindringer over, at allerede i 1963 havde museet ikke råd til så meget som en tegning fra museets Pollock udstilling. Museet har dog i dag en tegning af Pollock.

• amerikansk kunst 1913-2016
• abstrakt ekspressionisme

• Is he the greatest living painter in the United States, artikel fra Life Magazine, 8.8.1949