Gabriel Blanchon

Før ansættelsen ved det danske hof var tapetvæveren tilsyneladende aktiv i Paris. I et aktstykke fra det franske nationalarkiv (Archives nationales), som er dateret 9. juni 1650, nævnes en person ved navn “Gabriell Blanchon”, der havde titel af tapissier, den franske betegnelse for en tapetvæver eller tapetmager. Sammen med en anden tapetvæver havde Blanchon ifølge aktstykket indgået en kontrakt om reparationsarbejde på nogle gamle tapeter, tapisserie på fransk, der skulle bruges i et nyistandsat palæ i Paris (“l’hotel de Guise”).

Ved datidens store europæiske hoffer, navnlig det franske kongehof, var det kutyme at råde over specialiserede tapetvævere til løbende at tilse og håndtere slottenes billedvævninger, som blandt andet under officielle ceremonier og fester spillede en vigtig rolle som scenografisk virkemiddel i barokkens hofkultur. Ansættelsen af Gabriel Blanchon er et godt eksempel på, at det danske kongepar, Frederik 3. og Sophie Amalie, i denne periode begyndte at orientere sig mod Frankrig for at følge tidens internationale mode.

Gabriel Blanchon optræder første gang ved navns nævnelse i de Kongelige Kammerregnskaber, som var kongens egen kassebeholdning, den 14. december 1652, hvor han kaldes “tapetmacher” (tapetmager). Ved denne lejlighed modtog han 100 rigsdaler, hvilket svarede til halvdelen af hans faste årsløn, så Blanchon er måske allerede tiltrådt stillingen som tapetvæver eller -mager ved det danske hof tilbage i juni 1652. Den 28. december samme år modtog han yderligere 100 rigsdaler, som skulle dække forbruget af silke til arbejdets udførelse.

Blanchon optræder sidste gang i de kun ufuldstændigt bevarede Kongelige Kammerregnskaber den 10. juni 1656, hvor han modtog en hel årsløn på 200 rigsdaler. Han lader som minimum til at være fortsat i stillingen endnu et år. Ifølge dødsprotokollen for Bremerholms menighed blev en unavngiven katolsk kvinde den 2. september 1657 begravet ved Holmens Kirke, og den afdøde kaldes hustru til kongens tapetmager. Blanchon synes altså stadig at have været ansat ved hoffet, men må kort herefter igen være trådt ud af kongens tjeneste.

Intet konkret vides om de arbejdsopgaver, Blanchon blev sat til at løse. Han har dog uden tvivl tilset og vedligeholdt de eksisterende tapeter rundt om på de kongelige slotte. Et bilag i Frederiksborg Lens regnskaber viser blandt andet, at en vognkusk den 26. september 1653 kørte fra København til Frederiksborg med “ehn Thapett weffuer”. Da der på dette tidspunkt kun var én tapetvæver ansat ved det danske hof, må man antage, at netop Blanchon ved denne lejlighed havde fået til opgave at inspicere nogle af tapeterne på Frederiksborg Slot. Mindst én gang løste tapetvæveren også opgaver i udlandet.

I Flensborg Amts regnskaber for årene 1653-1654 blev der noteret en udgift på syv mark til “Jhre Maÿttt: Tapetenmacher Gabriel” (hans majestæts tapetmager Gabriel). Ved forevisning af et (vogn-)pas til de lokale myndigheder, som gav ret til fri befordring gennem by og land, var Gabriel blevet kørt med hestevogn til Haderslev. Et tilhørende bilag, der nederst er egenhændigt underskrevet af tapetvæveren, har form af en lokal kopi af det officielle pas (dateret Celle 30. april 1653), som var blevet udstedt til Blanchon af hertug Christian Ludvig af Braunschweig-Lüneburg, bror til den danske dronning.

Som det fremgår af passets ordlyd, havde Christian Ludvig efter et besøg ved søsterens og svogerens hof i København haft den kongelige tapetmager med i sit følge ved returrejsen. Hertugen ønskede efter eget udsagn at drage lidt nytte af tapetmageren ved hoffet i Celle. Af bilaget kan man udlede, at Blanchons returrejse gik via Hamborg og siden Flensborg, hvor den lokale amtsskriver den 10. maj skaffede den omtalte hestevogn til tapetmagerens videre rejse mod Haderslev og tilbage til hovedstaden. Opholdet i Celle, hvor Blanchon fik originaludgaven af passet udleveret i dagene omkring 30. april 1653, har dermed strakt sig over ca. 10-15 dage. Blanchon har formentlig under opholdet ved det fremmede hof hjulpet med at skabe festlige rammer om hertugens nært forestående bryllup med Dorothea Sophie af Slesvig-Holsten (1636-1689).

Episoden viser, at Blanchon, som det også kunne være tilfældet med andre hofkunstnere, undertiden gjorde nytte som en form for kulturattaché. Hofkunstnere var med til at knytte internationale bånd og holde det hjemlige hof ajour med de seneste tendenser ved de øvrige europæiske hoffer.

Kort efter Karl Gustav-krigene blev posten som kongelig tapetvæver ved det danske hof overtaget af endnu en person af fransk herkomst, Isaac Barraband.

• billedvævning
• gobelin
• tapisserie
• tapet
• Isaac Barraband

• Emil Marquard: Kongelige Kammerregnskaber, 1918.
• Heinrich Göbel: Wandteppiche, III, bd. II, 1934.

• Rigsarkivet, København: Enesteministerialbøger. Holmens Sogn (1617-1813).
• Rigsarkivet, København: Regnskaber 1559-1660, Lensregnskaber Frederiksborg. A. Regnskaber. Danmark 1653-1655.
• Rigsarkivet, København: Regnskaber 1559-1660, Slesvig-holstenske Amtsregnskaber. Flensborghus regnskaber (1652-1653).
• Archives nationales, Paris: Minutes et répertoires du notaire Jean LE CAT, 29 septembre 1640-octobre 1663 (étude XIV).