Benedict Anderson

Anderson var stærk kritisk over for general Suhartos indonesiske diktatur, der begyndte i 1967, og i 1972 blev han forment adgang til landet. I sine erindringer beskriver han, hvordan bandlysningen gjorde ham til komparativist: han begyndte i stedet at studere først Thailand (feltarbejde 1974-1975) og senere Filippinerne (feltarbejde 1988-1989).

Denne komparative orientering var en del af baggrunden for Andersons banebrydende arbejde med at begribe den moderne nationalisme. Han beretter selv i sine erindringer, hvordan det, han lærte i Thailand, fik ham til at stille nye spørgsmål om Indonesien og om nationalisme i almindelighed. Samtidig var han inspireret af det livlige intellektuelle miljø omkring New Left Review i London, hvor hans bror Perry Anderson spillede en hovedrolle. I sine erindringer takker han sin bror for at have været med til at forstærke det komparative perspektiv, der lå bag arbejdet med at forstå og forklare den moderne nationalisme.

En vigtig præmis for Andersons analyse er, at nationalisme ikke har en direkte forbindelse med ældgamle etniske grupper. Dette kommer til udtryk i hans berømte definition af nationen som et "forestillet fællesskab", der er afgrænset til en bestemt gruppe, og hvor denne gruppe anses som suveræn. Med andre ord er der tale om et kulturelt og politisk fællesskab, som ikke er baseret på direkte fysisk kontakt eller fælles afstamning; et konstrueret fællesskab.

Andersons tilgang er altså konstruktivistisk, og han daterer den moderne nationalisme til slutningen af 1700-tallet. Han identificerede tre vigtige historiske forudsætninger:

1. Folkesprog som tysk, fransk, spansk og dansk fik stadig større betydning på bekostning af fx latin.
2. Opgøret med forestillingen om, at monarker regerede ved guds nåde og arveret, banede vejen for forestillingerne om folkesuverænitet.
3. Den ovennævnte print capitalism.

Print capitalism var vigtig af tre grunde: for det første fordi den gjorde det muligt at skabe et kulturelt fællesskab mellem millioner af mennesker via aviser og andre medier, for det andet ved at homogenisere sprog, der tidligere var forskellige fra landsdel til landsdel og for det tredje ved at begrænse forekomsten af analfabetisme. På den måde kom folk, der aldrig direkte skulle møde hinanden, til at føle sig som landsmænd: de udviklede en abstrakt følelse af kammeratskab.

Disse impulser var alle forbundet med den industrielle revolution og den moderne kapitalismes fremkomst. Men ifølge Anderson var det første sted, de førte til egentlige nationalistiske strømninger, de tidligere engelske og iberiske kolonier i Nord- og Sydamerika. Det skete i forbindelse med bestræbelserne på at vinde politisk uafhængighed fra kolonimagterne Storbritannien og Spanien.

Derefter blev nationalismen så at sige reimporteret til den gamle verden, hvor den var med til at nedbryde multinationale imperier såsom det habsburgske. Senere skulle den være med til at tage livet af de oversøiske europæiske imperier, da den nåede frem til fx det Sydøstasien, som Anderson selv var specialist i.

Som mange af Andersons andre arbejder var bogen et produkt af et tværvidenskabeligt perspektiv. Marxismens var nok hans vigtigste teoretiske begrebsapparat, men han trak på mange andre inspirationskilder, herunder den tyske filosof Walter Benjamins arbejder samt litteratur.

Imagined Communities var et af en stribe værker om den moderne nationalisme, der udkom i 1980'erne. Men bogen viste sig at blive det mest indflydelsesrige af disse værker. Den fik en opblomstring i USA efter Sovjetunionens opsplitning i 1991 og har fortsat status som en af samfundsforskningens mest navnkundige bøger overhovedet.

Imagined Communities kom i en ny udgave med to ekstra kapitler i 1991 og en yderligere revideret udgave i 2006.