Hugormen er Danmarks eneste giftslange. Den er et forholdsvis lille, kompakt bygget medlem af hugormefamilien, som ofte, men ikke altid, kan kendes på et zigzagformet bånd ned ad ryggen.
Selv om hugormen er giftig, og bid skal tages alvorligt, er dødsfald fra hugormebid meget sjældne.
Udseende
Hugormen har en noget kompakt og plump kropsform med en kort hale. Hanner bliver 34-81 cm lange, mens hunnerne med en længde på 42-104 cm bliver en smule større. Danske hugorme bliver typisk 50-70 cm lange.
Hovedet bliver bredere bagtil, hvilket giver det et svagt trekantet omrids. Et stort skæl rager lidt ud over øjet, som et ”øjenbryn”. Øjnene er rødlige med lodret pupil. Kropsskællene er kølede, modsat snogen, som har glatte skæl.
Grundfarven er normalt grålig eller brunlig. Oversiden af hovedet er mørk, og ned langs ryggen løber et bredt og mørkt, mere eller mindre zigzagformet længdebånd. Hannerne er oftest mere grå end hunnerne med et mørkere og mere skarpt afgrænset zigzagbånd. Visse hugorme er ensfarvet sorte, og ensfarvet brune hugorme forekommer også, selv om de er meget sjældne.
Udbredelse og levested
Hugormen er et af verdens nordligst forekommende krybdyr, ligesom den er et af de krybdyr, som har den største udbredelse. Dens udbredelse strækker sig fra Storbritannien i vest, gennem Europa og det nordlige Asien, til den russiske ø Sakhalin i øst. Mod nord strækker dens udbredelse sig et stykke op over polarcirklen, og i Skandinavien, Finland og på Kolahalvøen i Rusland er den fundet op til ca. 69-70 °N.
I Danmark er hugormen generelt almindelig i Jylland og på Bornholm, mens den er sjælden på det meste af Fyn og store dele af Sjælland. Der er gået tilbage i meget af Østjylland, mens den er uddød på Als og formentlig også forsvundet fra Lolland.
Hugormen findes på mange forskellige levesteder, men synes at foretrække ret lysåbne, fugtige naturtyper, fra lysåbne skove, over moser og heder, til bjergenge nær trægrænsen i op til ca. 3.000 meters højde. I Danmark findes hugormen især på heder, i klitter og moser samt i skovkanter og skovlysninger.
Levevis
Hugormen kommer normalt frem fra vinterkvartererne i marts. Hannerne dukker op først, mens hunnerne typisk først kommer frem 30-40 dage senere. Parringen finder sted i april-maj. Hvis flere hanner finder en hun, kan det komme til stridigheder, hvor hannerne forsøger at trykke hinanden ned til jorden.
Efter parringen gemmer hunnen sæden, indtil hun har ægløsning nogle uger senere, hvorefter æggene befrugtes. Hunnen føder oftest sine unger i august, men i kølige somre kan drægtigheden trække ud. Hugormen er ovovivipar, hvilket vil sige, at ungerne ved fødslen er omgivet af en klar hinde, som de snart gennembryder. Kuldstørrelsen varierer fra 1 til 21 unger, men ligger typisk på 7-10.
I oktober-november vender hugormene tilbage til vinterkvartererne i hulrum og gange dybt under jorden for at overvintre.
Hugormens farlighed og gift
Dødsfald fra hugormebid er meget sjældne. Fra perioden 1900-1947 kendes der til syv dødsfald fra hugormebid i Danmark, og det seneste danske dødsfald fra hugormebid fandt sted i 1984.
Beskyttelse
Hugormen er fredet i Danmark. Omkring boliger er det dog tilladt at indfange og flytte hugorme, hvis de anses for at være til fare for mennesker. Hvis indfangning og flytning ikke er muligt, må de også slås ihjel.
I den danske rødliste anses den danske hugormebestand for at være livskraftig (LC).
