Det første stykke (pars superior) starter til højre for første lumbalhvirvel (L1) og er rettet bagud og mod højre. Det har en udvidelse (bulbus duodeni), i hvilken slimhinden er jævn og uden folder, modsat resten af tyndtarmen. Pars superior ligger intraperitonealt med et krøs, der betegnes lille net (omentum minus), nærmere bestemt den del af lille net, der hedder ligamentum hepatoduodenale, fordi det strækker sig op til leveren. I dette ligament løber blandt andet portåren (vena portae) og galdeveje. I pars superior ses ikke sjældent sårdannelse, da slimhinden her er udsat for det sure maveindhold, men ikke har maveslimhindens syreresistente egenskaber. Til gengæld indeholder tarmvæggen på dette sted nogle specialiserede kirtler, Brunnerske kirtler, der producerer tyktflydende, basisk slim, som beskytter slimhinden.
De øvrige dele af duodenum er sekundært retroperitoneale, hvilket vil sige, at de er oprindeligt anlagt med et krøs, men efterfølgende har de lagt sig op mod, og er vokset sammen med, den bagerste bugvæg.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.