tyndtarmen

Det første stykke (pars superior) starter til højre for første lumbalhvirvel (L1) og er rettet bagud og mod højre. Det har en udvidelse (bulbus duodeni), i hvilken slimhinden er jævn og uden folder, modsat resten af tyndtarmen. Pars superior ligger intraperitonealt med et krøs, der betegnes lille net (omentum minus), nærmere bestemt den del af lille net, der hedder ligamentum hepatoduodenale, fordi det strækker sig op til leveren. I dette ligament løber blandt andet portåren (vena portae) og galdeveje. I pars superior ses ikke sjældent sårdannelse, da slimhinden her er udsat for det sure maveindhold, men ikke har maveslimhindens syreresistente egenskaber. Til gengæld indeholder tarmvæggen på dette sted nogle specialiserede kirtler, Brunnerske kirtler, der producerer tyktflydende, basisk slim, som beskytter slimhinden.

De øvrige dele af duodenum er sekundært retroperitoneale, hvilket vil sige, at de er oprindeligt anlagt med et krøs, men efterfølgende har de lagt sig op mod, og er vokset sammen med, den bagerste bugvæg.

Det andet stykke af duodenum løber nedad og betegnes pars decendens. I den venstre, bagerste væg af dette stykke finder man den fælles indmunding i tarmen for galdeveje og pancreas. Indmundingen ses i form af en lille vorte, papilla duodeni major. Dette punkt markerer overgangen mellem den embryonale fortarm, der forsynes med arterielt blod fra legemspulsårens første store uparrede arterie i bughulen (truncus coeliacus), og den embryonale mellemtarm, der forsynes fra den anden store uparrede gren (arteria mesenterica superior). Den samme forsyning genfindes hos den voksne. Pars descendens krydses af krøsroden for tværtarmen (colon transversum). Dette krøs betegnes mesocolon transversum.

Duodenums tredje stykke kaldes pars horizontalis; dette stykke krydses af mesenteriets rod, i hvilken man finder karrene til de nedenforliggende dele af tyndtarmen. Det sidste, svagt opadgående stykke, betegnes pars ascendens. Det ender ved flexura duodenojejunalis, hvor tyndtarmen igen bliver intraperitoneal.

Derefter følger hungertarmen (jejunum), som udgør omtrent 2/5-dele af resten af tyndtarmens længde. Den ligger intraperitonealt (det vil sige helt omgivet af bughinden) med et krøs benævnt mesenteriet. Den er derfor meget bevægelig og dens position i bughulen er ikke særligt veldefineret. Dog vil tyndtarmsslynger, som man finder opadtil og mod venstre i bughulen, oftest være dele af jejunum. Den har fået sit navn, fordi den ved autopsi (dissektion efter dødens indtræden) oftest findes tom. Indvendigt er den rigt forsynet med slimhindefolder (plicae circulares).

Jejunum går over i krumtarmen (ileum) uden skarp grænse. Dette tarmafsnit er tyndtarmens længste (circa 3/5-dele af krøstarmen) og munder ind i tyktarmen i højre, nedre del af bughulen med en læbelignende "ventil" kaldet valva ileocaecalis eller Bauhins klap. Slimhindefolderne i tarmens indre bliver gradvist mindre tydelige ned langs krumtarmen. I Krumtarmens væg findes der ansamlinger af lymfatisk væv , såkaldte Peyerske pletter. De ligger på modsatte side af krøsfæstet og kan hos yngre individer ofte være så fremtrædende, at de er synlige fra tarmens overflade.

Omkring tre procent af alle mennesker har en lille udposning, Meckels divertikel, på krumtarmen 40–80 centimeter før tyktarmsmundingen. Udposningen er en rest efter ductus vitellinus, som er en forbindelse mellem blommesækken og tarmen i fosterlivet.

Selve slimhinden er præget af villi intestinales (tarmtrævler), som er tætstillede, finger- eller bladformede, cirka 1 mm høje slimhindeudposninger. Disse udposninger er beklædt med cylinderformede, overvejende absorptive celler. Overfladen på denne celletype er igen specialiseret i form af såkaldte mikrovilli, som er tætstillede, cirka 20 mikrometer høje udposninger på cellemembranen på den side af cellen, der vender ind mod tarmens indre. Samlet set vil disse specialiseringer øge arealet af tarmens indre, og dermed den absorptive kapacitet, flere hundrede gange.

Ved foden af villi ligger kirtelrør nedsænket i slimhinden. Disse benævnes Lieberkühnske krypter. Disse kirtler rummer populationen af stamceller for alle dele af epitelet, inklusive den del man finder i kirtlerne. Cellerne på tarmens indre overflade lever kun 4-5 døgn, hvorefter de udskiftes med nye celler ved deling af stamcellerne. Andre celletyper i kirtlerne omfatter sekretoriske celler, der producerer tyndtarmssekretet, hormonproducerende celler og endelig såkaldte Paneth-celler lokaliseret helt i bunden af kirtlene. Paneth-celler producerer antimikrobielle stoffer.

Dybest i tunica mucosa findes et tyndt lag af glatte muskelceller; lamina muscularis mucosa, der giver villi en vis bevægelighed hvorved ny næringsholdig væske bringes i kontakt med de absorptive celler. Under tunica mucosa findes et lag bindevæv indeholdende blodkar og lymfekar. Endelig findes der i dette lag også nervevæv i form af plexus submucosus, der styrer processerne i epitelet. Dybere endnu findes tarmens egentlige muskellag, tunica muscularis, der fremkalder tarmens peristaltiske bevægelser. Tunica muscularis udgøres af et indre cirkulært lag og et ydre længdegående lag af glat muskulatur. I mellem disse muskellag findes et netværk af nervevæv (plexus myentericus), der styrer tarmens peristaltik.

Yderst på tarmen finder man bughinden.