Indoleddikesyre er et plantevækststof i hormongruppen auxiner. Selv i meget små koncentrationer fremkalder (inducerer) eller fremskynder det strækningsvæksten i højere planters skudceller. Desuden påvirker indoleddikesyre en række andre processer, fx plantens vækst mod lys (fototropisme) og lodret vækst modsat tyngdekraften (gravitropisme), øget dannelse af transportvæv, begyndende dannelse af stiklingers siderødder samt hæmning af sideknoppers udspring.
Celledelinger fremmes af indoleddikesyre i nærvær af cytokininer (fx i vævskultur), og i mange af processerne virker indoleddikesyre formentlig i samspil med andre vækststoffer som gibberelliner.
Indoleddikesyre produceres i intakte planters skud- og rodspids og transporteres normalt fra spids mod basis, uanset plantens rumlige orientering; dette kaldes polær eller ensrettet transport.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.