Inden for Appellation d’Origine Contrôlée, AOC-lovgivningen, findes der fire kategorier, hvor AOC er den højeste. De er som følger:
• AOC (Appellation d’Origine Contrôlée). Vinen kommer fra et geografisk bestemt angivet område. Reglerne og oprindelsesstedet bestemmer valget af druesorter, antal af planter per areal, højde og beskæringsregler samt maximal udbytte per areal og mængden af alkohol i vinen.
AOC kan dække et helt område som Bordeaux, et underdistrikt som Médoc eller en kommune som Margaux. I Frankrig er der over 300 distrikter omfattet af AOC-reglerne. Der er strengere krav, jo mindre et vindistrikt er, men alle AOC-vine skal for hver årgang godkendes af et smagepanel, sammensat af statslige og lokale eksperter.
• VDQS (Vins Délimités de Qualité Supérieure. Betegnelsen dækker højst 1% af Frankrigs årlige vinhøst og er dermed en lille og ubetydelig gruppe, hvis regler er mindre strenge end AOC.
• Vin de Pays. Den største del af VdP-vinene kommer fra Sydfrankrig. Der er mest tale om gode landvine, hvor der stilles mere beskedne krav til kvalitet. VdP skal laves på anerkendte druesorter, overholde udbyttet per areal samt respektere regler om gæring til en vis alkoholprocent. Der findes omkring 150 forskellige VdP-områder. Nogle er regionale som d’Oc, der omfatter hele Languedoc, Jardin de France, der dækker hele Loire, områder der dækker et helt departement som Aude eller Hérault – samt lokale områder, som kan dække en enkelt landsby eller to.
• Vin de Table Français. VdT er den laveste kategori, hvor forbrugerne kun får at vide, at vinen er fransk. Ved VdT er der ingen regler for druetype eller oprindelse. Her er det tilladt at blande vine fra forskellige egne og opnå en bestemt sødme eller tørhedsgrad. En VdP vin har ikke altid anført årgang og bør ikke gemmes.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.