forhorning

Forhorning er den proces i overhuden, hvor overhudens celleløse del dannes. Under forhorningen dør hudens yderste celler (apoptose) og danner et beskyttende lag af hornstof (keratin).

Den programmerede, gradvise celledød (apoptose) i overhudscellerne i den øverste del af overhuden (epidermis) fører til, at cellekernerne og andre cellestrukturer i overhudscellerne forsvinder. Som mangekantede, småbitte flager hænger de fortsat sammen og danner en slidstærk overflade. Overfladen slides konstant af, men nye elementer i hornlaget (døde celler fyldt med keratin) kommer til i en kontinuerlig proces, der sikrer, at overfladen altid er ny og slidstærk. Overhuden fornyes fuldstændigt af det basale cellelag i løbet af tre til fire uger.

Den normale proces (ortokeratose) begynder med, at keratinholdige celler dannes dybt i epitelet (stratum basale), og derfra bliver de langsomt skubbet op mod epiteloverfladen. Undervejs ændrer de deres form, stofskifte og egenskaber. De bliver fladere og danner i stigende grad keratin. Derved mister de kernen og organellerne og ender som døde keratinflager, omgivet af lipider på overfladen. Forhorningsprocessen er af væsentlig betydning for hudens funktion som barriere og beskyttelse for de levende hudceller. Negle og hår dannes også ved en forhorningsproces.

Forhorningen påvirkes og bliver sygelig (patologisk) ved mange hudsygdomme. Den sygelige forhorning kaldes dyskeratose. Dyskeratose forekommer for eksempel ved hudsygdomme som psoriasis, vorter (verrucae) og eksemer.